Hvor intet kan gro - eller kan det?

Yacouba Sawadogo var blevet vanvittig. Det var i hvert fald hvad folk i hans landsby tænkte, da han i 1970erne begyndte at gå rundt i det golde landskab og grave huller. En årelang tørke havde ramt Burkina Faso, og langsomt men sikkert åd Sahara sig sydpå. Den forvandlede mere og mere af den sparsomme frugtbare jord til støv, der blæste over landet i ørkenvinden. Brønde tørrede ud, afgrøder og husdyr sygnede hen. Derfor havde mange kun én ting i tankerne: At komme væk.

Men ikke Yacouba. Mens hans egen familie så hovedrystende til, gravede han stædigt sine skålformede huller i ørkenen, fyldte dem med kokasser og aske, og lagde sten omkring dem. Ikke for at plante mad; nej, Yacouba plantede træer. Mange, uspiselige træer. Og ikke nok med det: Han samlede termitbo op og satte dem ned i sine huller. Sammen med træerne.

Rundt omkring i sin voksende skov såede Yacouba en masse forskellige afgrøder. Og hans afgrøder klarede sig. Som analfabet uden megen uddannelse havde Yacouba med nær videnskabelig systematik eksperimenteret sig frem til nogle af de mest effektive løsninger på to enorme problemer, som lokale regeringer og internationale forskere brød deres hoveder med: Hvordan stopper man ørkendannelse? Og hvordan sikrer man mad nok til de mange mennesker, der lever i verdens mest tørkeudsatte områder?

Et naturligt økosystem

Sawadogos metode var på samme tid ældgammel og topmoderne. Teknikken med hullerne er en gammel afrikansk praksis kaldet zaï, som han havde videreudviklet (termitterne var for eksempel noget, han selv fandt på). Ved at starte med at plante træer, samarbejde med det lokale insektliv og dyrke mange forskellige planter sammen, begyndte han at genoprette et naturligt økosystem på sin grund. Det skabte bogstaveligt talt grobund for hans afgrøder.

På fagsprog ville man i dag kalde det, Sawadogo gjorde, for skovlandbrug eller agro-økologi – begreber, der har fået ny vind i sejlene i de seneste år. Faktisk bliver agro-økologi set som så lovende, at over 70 procent af alle afrikanske lande vil bruge det i deres klimatilpasning.

Potentiale i agro-økologi

Agro-økologi handler om, at man tager udgangspunkt i de principper, der findes i naturlige økosystemer. Denne viden bruger man til at skabe mere bæredygtige former for landbrug, som både giver afgrøder og samtidigt gavner klima og natur. Det kan konkret udmønte sig i en lang række strategier – fra at undgå pløjning og pesticider til at plante forskellige afgrøder sammen og kombinere det med husdyr. Sociale tiltag som inklusion af kvinder og minoriteter kan også være en del af tilgangen.

Også Rolf Hernø, leder af CARE Danmarks humanitære afdeling, ser et stort potentiale i agroøkologien. ”Det er en super tilpasningsstrategi. Særligt skovlandbrug er meget fornuftigt,” siger han og fortsætter: ”De forskellige planter giver skygge og næring til hinanden. Man får mindre erosion, en rigere jordbund, som holder på fugten, og et bedre mikroklima. Det er jo i grunden ret simpelt, men bestemt et område, hvor der er rigtig meget at hente.”

Afgrødernes vilde ”familiemedlemmer”

En anden populær løsning er at skifte til afgrøder, der kan overleve på meget lidt vand – eller helt uden i perioder. Mange afgrøder, der bliver dyrket i dag, er optimeret til at give et stort udbytte og gode priser. Det betyder dog langt fra, at de kan klare en fremtid med tørke og høje temperaturer. Derfor er eksperterne i fuld gang med at undersøge, hvad man kan dyrke i stedet for.

På nogle universiteter er man begyndt at se på afgrødernes vilde ”familiemedlemmer” ude i naturen. ”Der er kommet en større opmærksomhed på den enorme genetiske mangfoldighed af planter i naturen, som vi ikke har udforsket endnu, eller som vi har mistet traditionel viden om, og som nu er truet. Vi kan risikere at udrydde fremtidens mest geniale afgrøde, inden vi når at opdage den,” siger Rolf Hernø.

Gamle mirakelplanter

Er det ikke nok at bruge en anden variant, kan man skifte til en helt anden afgrøde. En del ”gammeldags” arter som hirse eller enset, der blev dyrket meget i fortiden, klarer sig godt i tørke. Enset, en slags madbanan der er udbredt i Ethiopien, kan efter sigende klare sig op til utrolige syv år uden vand. Sorterne er siden gået af mode, men det kan være, at klimaforandringerne nu giver dem en renæssance.

Om det sker, afhænger af, i hvor høj grad folk kan overbevises om at dyrke, købe og spise helt andre afgrøder end de plejer. For ligesom herhjemme er der en masse vaner og kultur forbundet med madvarer, forklarer Rolf Hernø. ”Majs er et eksempel på en enormt populær afgrøde i Afrika, som det bliver sværere at dyrke i fremtiden,” siger han og fortsætter: ”Der findes gode alternativer til majs, som egner sig bedre til tørke, men det svarer lidt til at afskaffe kartoflen her i Danmark. Det vil mange jo opleve som et stort tab.”

Som vand på Mars

Den afgørende ingrediens når man vil dyrke jorden i tørre områder er og bliver naturligvis vand. Det handler om at få mest muligt ud af hver og en af de dyrebare dråber, forklarer Rolf Hernø: ”Lidt som på en Mars-mission.” Han fortæller om dybere brønde og vandpumper, som giver adgang til grundvand og vandløb, der er sunket udenfor normal rækkevidde.

Selv simple presenninger kan bruges til at indfange fugt fra luften - ”et gammelt spejdertrick”, som Hernø kalder det. Og så gælder det naturligvis om at opsamle og gemme alt det regnvand, man kan. Har man adgang til vand, skal det bruges og genbruges så effektivt som overhovedet muligt. For eksempel med drypvanding, hvor vandet drypper langsomt ud af bittesmå huller i rør eller slanger lige præcist der, hvor det skal bruges.

Yacouba Sawadogo er i dag verdenskendt

I Burkina Faso er naboerne for længe siden holdt op med at kalde Yacouba Sawadogo for vanvittig. Den nu over 70-årige burkiner er i dag verdenskendt som ”manden, der stoppede ørkenen”. I 2018 modtog han Right Livelihood prisen (også kendt som den ”alternative Nobelpris”) og han har undervist tusindvis af mennesker fra regionen i sin metode. ”Jeg har valgt ikke at holde mine landbrugsmetoder som hemmelighed for mig selv,” som han siger.

Og skoven? Den står endnu, og dækker i dag over 40 hektar med 96 træarter og 66 øvrige arter af planter og afgrøder. På grund af den store lokale og internationale opmærksomhed er skoven for nyligt blevet fredet fra en planlagt byudvidelse, der i flere år truede med at ødelægge den. Yacoubas livsværk er sikret – for nu.