Klimakrisen bør fylde mere i dansk politik
Knapt havde den nyvalgte præsident overtaget embedet, før USA var tilbage i Parisaftalen, og senest har Biden nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge, hvordan USA kan hjælpe mennesker, som tvinges på flugt af klimaforandringer. Samtidig har Biden gjort det klart, at klima fremover skal spille en langt større rolle i USA’s udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.
Klimakrisen - en central rolle i ny strategi
Præsidentens udmeldinger fortjener respekt og bør inspirere den danske regering til at følge trop, når den i løbet af 2021 skal formulere nye strategier for både udenrigs- og udviklingsindsatsen. I begge tilfælde bør klimakrisen få en helt central rolle, da klimaforandringerne i stigende grad påvirker udviklingsarbejdet og forstærker risikoen for uro, konflikt og fordrivelse.
Internationale undersøgelser peger på, at 40 pct. af de interne konflikter de seneste 60 år har være forbundet med kampe om land- og naturressourcer, og FN har flere gange advaret om sammenhængen mellem klimaforandringer, konflikter og migration. Læg dertil, at prognoser fra Verdensbanken og FN viser, at antallet af klimaflygtninge risikerer at stige fra 24 mio. i 2019 til mere end 140 mio. i løbet af få årtier , og man får et fint indtryk af de enorme forandringer, vi som verdenssamfund skal håndtere.
Klimaforandringer er en trussel
Klimaforandringerne udgør i mine øjne en af de største og mest reelle trusler mod netop de mål, vi søger at nå med Danmarks globale engagement. Ikke kun, fordi de øger risikoen for sult og fattigdom, vand- og fødevaremangel samt oversvømmelser og voldsomt vejr, men også fordi de tvinger mennesker på flugt og medvirker til at skabe konflikter og kampe om knappe ressourcer. Klimaforandringerne er ganske enkelt med til at øge den globale ustabilitet.
Fremtidens udenrigs- og udviklingspolitik
Når fremtidens udenrigs- og udviklingspolitik skal tilrettelægges, bør klimakrisen derfor stå helt centralt. Derfor har vi i CARE Danmark samlet en række anbefalinger til den kommende udviklingspolitiske strategi. Flere er dog fælles for begge strategier, i det de bør fremhæve vigtigheden af at kende de lokale klima-trusselsforstærkere, når det gælder fredsopbygning og konfliktforebyggelse. De bør cementere, at Danmark selvfølgelig vil begynde at betale den retmæssige klimabistand på 5 mia. kr. om året, som vi har forpligtet os til internationalt.
Og sidst men ikke mindst bør de i vid udstrækning sikre, at Danmark opprioriterer klimatilpasning i udviklingsarbejdet, så det bliver muligt at leve, bo og arbejde i udviklingslandene på trods af de skader, som kommer med klimaforandringerne.
Først og fremmest er det dog vigtigt, at regeringen i højere grad anerkender sammenhængen mellem klima, konflikt og migration, og at dette prioriteres i regeringens politik.
Det vil gavne både Danmark og verdens fattigste og mest klimasårbare mennesker. Samtidig er det langt mere sandsynligt, at dette vil gøre en reel forskel, hvis man sammenligner med de løsrevne tanker om at oprette danske flygtningelejre i nærområderne, som regeringen i ny og næ lufter, men som synes endog meget urealistiske.
