Jesper Theilgaard om klimaforandringer
footer-image.png

"Kan du huske, da du kørte i bil som barn, og insekterne smaskede på bilruden? Det gør de ikke i dag. Det er da bemærkelsesværdigt," siger Jesper Theilgaard, som i mange år har givet danskerne deres daglige vejrprognoser.

Ikke bare dyrelivet har ændret sig i Danmark. Mængden af regn er steget med 100 mm om året, og det er blivet 1,5 grad varmere over de sidste 150 år. Skybrud er blevet mere almindelige og kommer nu hvert år.

Men ifølge Jesper Theilgaard er forandringerne allerede blevet en del af vores hverdag: "Vi trækker på skuldrene. Vi tilpasser os lynhurtigt, og det er som sådan godt nok. Men det slører også vores erkendelse af, at der er noget galt," siger han.

Klimaforandringerne er vor tid største udfordring

Jesper Theilgaard lever nu af at formidle viden om klimaforandringerne til danskerne netop for at gøre opmærksom på vor tid største udfordring.

"De klimaforandringer, vi ser nu, er ikke voldsomme geologisk eller historisk set. Jorden har oplevet det, som var værre. Den skal nok overleve. Det er menneskerne, som kommer under pres," siger Jesper Theilgaard.

Jesper Theilgaards syn på klima
© Steen Brogaard

Trods menneskehedens dystre fremtidsudsigter er Jesper Theilgaard optimistisk. Fremfor alt sker der lige nu store teknologiske landvindinger på området. Eksempelvis er der nye måder at transportere strøm på og nye energiformer som bølgeenergi. Men teknologien kan ikke gøre det alene:

"De teknologiske løsninger skal hjælpes på vej. Og jeg savner, at politikerne kommer på banen. Derfor er min pointe altid, at der er brug for et pres nedefra. Både fra forbrugerne, men særligt fra vælgerne," siger Jesper Theilgaard.

Vores fremtid

Vi kan ikke komme uden om, at der er en pris for at betale for at sikre vores fælles fremtid. Spørgsmålet er i følge Jesper Theilgaard, hvem der skal betale: "Jeg mener, at de forandringer, som vi nu ser, er et fælles ansvar. Det er noget, vi må være sammen om".

Han mener eksempelvis ikke, at vi herhjemme kan overlade det til de mest udsatte kystkommuner at sikre sig selv. Risikoen for, at nogle kommuner prioriterer forkert og ikke får det gjort, er for stor.

Jesper Theilgaard drager en direkte parallel til mange af de lande, hvor CARE Danmark arbejder. Her har man heller ikke råd til sin egen klimatilpasning. Disse lande har brug for hjælp, understreger Jesper Theilgaard:

"Jeg ved godt, at vi er ovre i en socialistisk tankegang om, at vi er fælles om det, men det er vi jo! Vi er jo fælles på den her klode. Prisen for at beskytte vores efterkommere kan aldrig blive for høj. Hvis vi bare åbner øjnene, kan vi se forandringerne lige for næsen af os."