Klima og ekstremt vejr skaber sultkatastrofe i Sydsudan
I de kommende måneder vil flere end 20 lande blive ramt af akut sult. Flere steder vil krisen være så alvorlig, at det kan føre til regulær hungersnød. Så alvorlig lyder udmelding fra FN.
Sydsudan er blandt de lande, hvor situationen er mest alvorlig. Allerede i april vil over 7 millioner sydsudanesere mangle mad, og ifølge FN vil 100.000 være i akut fare for at dø som følge af sult og fejlernæring.
Det skyldes blandt andet, at landet sidste år blev ramt af ekstremt voldsomme oversvømmelser, der påvirkede over en million mennesker. Oversvømmelserne var så alvorlige, at 370.000 mennesker var nødt til at flygte fra deres hjem. Godt 100.000 af dem har endnu ikke kunnet vende hjem.
Vandmasserne oversvømmede ikke kun landsbyer og gjorde hjem ubeboelige, men ødelagde også de livsnødvendige marker og afgrøder. FN anslår, at 11 ton korn gik tabt som følge af oversvømmelserne.
Klimaforandringernes spiller afgørende rolle
Sydsudan er blandt de lande i verden, der oplever den hurtigste opvarmning, og på blot 60 år er gennemsnitstemperaturen steget med 1-1,5 grad. Og det påvirker klimaet, forklarer John Nordbo, klimarådgiver i CARE Danmark.
”Klimaforandringerne betyder, at det i forvejen ekstreme vejr både forandrer sig og bliver voldsommere. Tørker bliver for eksempel endnu varmere og kan vare længere, mens regntiden rykker sig og bliver uregelmæssig. Og når regnen falder, kommer det pludseligt og så voldsomt, at den ellers udtørrede jord ikke kan optage vandet, som så skaber oversvømmelser,” siger John Nordbo.
Sydsudan er i forvejen præget af interne, voldelige konflikter. Klimaforandringernes konsekvenser som tørker, oversvømmelser, mangel på rent vand og mad og i tusindvis af fordrevne mennesker forstærker konflikterne, og på den måde er klimaforandringerne med til at forværre den i forvejen meget skrøbelige situation for landets befolkning.
Derfor arbejder vi i CARE Danmark på at hjælpe verdens mest klimaudsatte mennesker med at tilpasse sig det ændrede klima, som klimaforandringerne er skyld i. Det gør vi blandt andet ved at introducere nye landbrugsmetoder og nye afgrøder. Men vi arbejder også med at ruste befolkningerne til at kunne stå imod, når klimakatastrofen rammer.
Fakta om Sydsudan
- Der bor ca. 12 millioner mennesker i Sydsudan.
- 80 % af befolkningen bor på landet og er afhængige af smålandbrug.
- 60% af befolkningen, det svarer til 7 millioner mennesker, kæmper for at finde mad nok hver dag.