Corona versus klima: Hvad får os til at handle?

”Vi mennesker er ikke rationelle.” Psykoterapeut og forsker Caroline Hickman ler højt og hjerteligt i telefonen. ”Hvis vi var det, ville vi ikke drikke, vi ville ikke ryge og vi ville ikke vende tilbage til de samme usunde relationer igen og igen. Vi rationaliserer vores handlinger efter underbevidstheden langt hen ad vejen har taget beslutningerne.”

Omtanke har ringet hende op for at høre, om psykologien kan svare på et spørgsmål, som har trængt sig særligt på i det seneste år:

Det oplagte svar er ikke videre kompliceret, mener Caroline Hickman. ”Psykologisk er der en vigtig forskel på en umiddelbar trussel og en fjern trussel. Hvis du lever i Niger eller Bangladesh, er klimaforandringerne en meget reel trussel allerede. Men i rige, vestlige lande oplever mange dem fortsat som en fjern trussel. COVID-19 derimod er en trussel, der er til stede her og nu på en måde, vi ikke kan benægte eller fortrænge.”

Vores reaktion på coronakrisen og klimakrisen

Der er forskel på, hvor længe coronakrisen og klimakrisen kræver store forandringer af os. Selvom det måske føles som om corona-restriktionerne har varet i en evighed, er de fleste tiltag trods alt midlertidige. At bremse klimaforandringerne vil kræve permanente forandringer. Men når Caroline Hickman bruger ord som ”benægte” og ”fortrænge” om vores reaktion på klimaforandringerne, er det fordi den alligevel er mere kompliceret end som så. 

”Vi skaber en form for splittet virkelighedsopfattelse. I én del af vores hjerne forstår vi, at klimaforandringerne er en stor trussel, som kræver handling af os. Og i en anden del går vi samtidigt og kan næsten ikke vente på at flyve på ferie sydpå igen,” forklarer Hickman. ”Vi trækker os psykologisk tilbage i en form for barnlig sindstilstand, hvor vi ikke behøver at tage ansvar og venter på at nogen kommer og løser det for os.”

Den splittede hjerne er en forsvarsreaktion på den ubehagelige tilstand, vi kommer i, når vi opdager, at vores handlinger og vores værdier ikke hænger særligt godt sammen. Kognitiv dissonans kalder man det, og det er netop en af de helt store psykologiske udfordringer ved klimakrisen. Det mener også den norske psykolog Per Espen Stoknes, der i årevis har forsket i psykologiske reaktioner på klimaforandringerne. ”Vi stræber alle efter at have et positivt selvbillede, og når vi så hører, at vores kødspisning, bil og flyrejser er ødelæggende for klimaet, men vi samtidig lever i et samfund, som konsekvent er baseret på fossile brændsler, så fremtvinger det to tanker, som skurer mod hinanden: Jeg ved, at det er forkert, men samtidig kan jeg ikke undgå at udlede CO2,” udtaler han overfor Pengevirke.

Hjernen beskytter os fra klimaskam

Det ubehag, der følger med, vil hjernen for alt i verden slippe af med, og derfor finder den straks på en masse forklaringer om, hvorfor det alligevel er i orden. ”Min kollega flyver oftere end mig,” tænker du så måske, eller ”Jeg er cyklet mere på det seneste, så jeg er nok meget godt med." Ubehaget, vores hjerne prøver at beskytte os fra, handler både om en trussel mod vores selvbillede, og så handler det ofte om en særligt svær følelse: Skam. Det forklarer Caroline Hickman.

”Skam er en meget smertefuld følelse. Tanken om at mine handlinger er med til at ødelægge planeten for mine børn og børnebørn er jo ubærlig, så selvfølgelig prøver vi at forsvare os imod den,” siger hun. Men skyldfølelse og klimaskam behøver ikke at lamme os. De kan også være en drivkraft, der får os til at skride til handling, mener Hickman.

Og det handler ikke om at udskamme og flaggelere sig selv over planetens tilstand. Tværtimod, forklarer hun. 

Tag ansvar for klimaforandringer - med perspektiv

"Det er en psykologisk modningsproces, der handler om at lære folk at blive medfølende og venlige mod sig selv. Og dermed efterhånden blive i stand til at se og anerkende sin egen rolle. At kunne sige ’Ja, jeg har kvajet mig. Jeg er ikke perfekt. Men jeg gør hvad jeg kan nu.’ Det er det store vendepunkt, hvor man tager sit ansvar på sig og opdager, at man har evnen til at lave om på sit liv. Mange oplever det som en kæmpe befrielse.”

Det er dog også vigtigt at sætte ansvaret for klimakrisen i det rette perspektiv, understreger Hickman. Selvom vi alle bærer en del af ansvaret, og det er vigtigt at anerkende dette, er det enkelte individs klimaaftryk meget lille sammenlignet med for eksempel de store olieproducenters. Det, der for alvor er brug for, er systemiske forandringer.

Vi skal rumme både håb og frygt i klimakrisen

En anden svær følelse, som klimakrisen kan udløse, er frygt. Og det giver sådan set god mening, lyder det fra Hickman, for angst og frygt er en sund menneskelig reaktion på klimaforandringerne. ”Når Greta Thunberg siger, at vi skal reagere som om der var ild i vores hus, har hun jo fuldstændig ret. Det er bare en erkendelse, som voksne har lært at skubbe fra sig i højere grad end børn og unge. Men børnene har brug for at opleve voksne, der tør konfrontere problemet og handler.”

Per Espen Stoknes peger på, at de næsten apokalyptisk lydende beskrivelser af klimaforandringer og deres konsekvenser kan virke overvældende og direkte handlingslammende. I stedet for at forholde sig til det, vil nogle reagere med apati eller ligefrem benægte, at det kan være sandt. Derfor bør vi fokusere mere på håb og løsninger, når vi taler om klimaforandringer. Og så skal vi sørge for at male et positivt billede af den bæredygtige verden, vi gerne vil hen til, lyder det fra den norske klimapsykolog: ”Martin Luther King sagde jo heller ikke ’we are facing hell’. Han sagde ’I have a dream’, og så beskrev han den drøm, som alle fik lyst til at være en del af.”

Caroline Hickman mener dog ikke nødvendigvis, at det er vejen frem. ”Jeg mener, at det er den forkerte debat, når man gør det til et enten-eller mellem historien om den store katastrofe over for historien om håb. Begge disse fortællinger er udtryk for det samme problem, for begge forsøger de at undgå en følelse af kontroltab. 

Fællesskab styrker klimahandling

Men hvad kan man så gøre, hvis man gerne vil blive bedre til at omsætte sin bekymring til handling? Her er Caroline Hickman og Per Espen Stoknes til gengæld enige: Det handler om fællesskab. Vores handlinger og holdninger er i høj grad påvirket af, hvad vores venner mener og gør, og vi har brug for at opleve os selv som en del af et fællesskab. Og det kan der ligge en stor styrke i, understreger Stoknes, for det betyder, at vi omvendt kan være med til at påvirke vores omgivelser. Det er blandt andet derfor, at klimastrejkerne har skabt så stort momentum omkring klimasagen, mener han. 

Caroline Hickman afholder jævnligt gruppesamtaler for forældre, der er bekymrede over klimaet og gerne vil blive bedre til at tale med deres børn om det. ”Det hjælper at opdage, at man ikke er alene med sine tanker og bekymringer. Ved at mærke de svære følelser sammen og tale om dem, kan man forløse dem og handle.” Det behøver dog ikke være en samtalegruppe; enhver form for fællesskab med ligesindede, som du kan tale og handle sammen med, har en god effekt, siger hun.

Og så har Caroline Hickman et råd mere: Gør noget, som hjælper dig med at sætte pris på naturen. Det kan være så simpelt som at passe haven eller skabe et lille grønt åndehul i byen. Naturen kan nemlig lære os ydmyghed og taknemmelighed.