Vores danske globale solidaritet må ikke svækkes 

Netop nu forhandles de sidste dele af finansloven for 2021 på plads. Forhandlingerne har aldrig været nemme, men særligt i 2020, hvor corona-pandemien har tvunget lande, sundhedssystemer og økonomier i knæ, er det en svær opgave. Men netop nu, når opgaven synes sværest, måske til tider umulig, er det for alvor vigtigt at holde fast i, hvem vi er og hvilke værdier, vi som land står for. 

Særligt et punkt ligger mig meget på sinde, nemlig den danske globale solidaritet med verdens fattigste og mest udsatte mennesker. Udviklings- og klimabistanden til de lande og befolkninger, som allerede før pandemiens hærgen kæmpede mod sult, fattigdom og klimaforandringernes konsekvenser.  

FN har netop anslået, at 235 millioner mennesker næste år vil have behov for humanitær støtte. De fastslår også, at netop klimaforandringerne, med flere og voldsommere forekomster af ekstremt vejr som storme, oversvømmelser og tørker, vil fortsætte med at øge sårbarheden og behovet for hjælp blandt de mest udsatte. 

Sidste år måtte 23,9 millioner mennesker flygte fra deres hjem på grund af klima og ekstremt vejr. Det er langt flere, end der samme år blev drevet på flugt på grund af krig og konflikt. Og tallene for sidste år er desværre ikke enestående – men derimod del af den tendens, vi har set gennem en årrække. En tendens, der, hvis ikke vi handler nu, blot ser ud til at fortsætte. Verdensbanken anslår, at der om blot 30 år vil være op mod 143 millioner mennesker på flugt fra klima og ekstremt vejr.  

Lige nu er der hårdt brug for, at Danmark lever op til vores internationale forpligtelser og udviser solidaritet med udviklingslandene. Det kræver som minimum, at regeringen ændrer sin politik om at bruge udviklingsmidler til at betale for den klimabistand, vi har lovet til verdens fattigste. Konsekvensen er, at regeringen svigter verdens fattigste, fordi man lader de fattige i et land betale for klimbistanden til et andet land. Helt konkret betyder det, at der bliver færre penge til at bygge skoler, til at fremme sundhed og til at bekæmpe fattigdom i udviklingslandene. Det er hverken fair eller solidarisk, og det er i strid med idealet om, at Danmark skal være et grønt og humanitært foregangsland. 

I CARE Danmark opfordrer vi til, at regeringen vender tilbage til den praksis, der var helt normal på tværs af rød og blå blok frem til 2015. Historisk set er klimabistanden altid blevet lagt oven i den sædvanlige bistand på mindst 0,7 pct. af BNI på finansloven. Sådan gør man stadig i Sverige og Norge, trods corona, og sådan bør vi naturligvis også gøre igen i Danmark, som et af verdens rigeste lande. Som minimum bør puljen fra sidste års finanslov på 150 mio. kr. i ny og additionel klimabistand videreføres og helst øges, da beløbet faktisk er langt under de 5 mia. kr., som Danmark gennem internationale aftaler er forpligtet til at betale. Samtidig bør regeringen droppe sine planer om at beskære støtten til vigtige udviklingsprojekter i Asien, der ifølge finanslovsudkastet står til at miste mere end 350 mio. kr. 

Og selvom det i disse dage er fristende at fokusere først og fremmest på nationale interesser, så kalder tiden netop nu i lige så høj grad på noget andet. Tiden er til at støtte og udvise empati med de mennesker, som er allermest udsatte og sårbare over for klimaforandringer. Jeg håber derfor, at vi inden længe vil se en finanslov, der afspejler global solidaritet med dem, der har mest brug for den.