Tips og anmeldelser om grøn livsstil
footer-image.png

Bill Gates hylder offentlige investeringer i ny klimabog

Bog: Sådan undgår vi klimakatastrofen

Multimilliardær, filantrop og verdensberømt über-nørd Bill Gates har skrevet en bog om, hvordan vi undgår klimakatastrofen (titel: Sådan undgår vi klimakatastrofen). En af hans interessante pointer er, at politik og risikovillige offentlige investeringer er afgørende, hvis vi vil vinde klimakampen. Danmark får endda rosende ord med på vejen som det gode eksempel. Og så handler den i øvrigt rigtig meget om nørdede tekniske løsninger - man er vel stadig Bill Gates.

Den næste klimarevolution ligger for vores fødder

Film: Kiss the Ground

Det er i hvert fald budskabet i den tankevækkende Netflix-dokumentar Kiss the Ground fra 2020, der handler om det store uforløste klimapotentiale i jordbunden. Det skulle man måske ikke umiddelbart tro var specielt sindsoprivende. Men det er faktisk en både spændende og inspirerende fortælling om en klimaløsning, som du sandsynligvis ikke har hørt særligt meget om – endnu.

Kiss The Ground anmeldelse
© Kiss the Ground

Kender du en afrikansk fantasy-forfatter? Nu gør du

Bog: The Gilded Ones

Som ung pige i Sierra Leone elskede Namina Forna at dykke ned i J.R.R. Tolkiens og C.S. Lewis’ fantastiske universer. Men hun savnede en fantasybog med karakterer, der lignede hende selv. Og et univers, der for en gangs skyld ikke var inspireret af europæisk middelalder, men af de afrikanske myter og eventyr, hun voksede op med. Dén bog har den 34-årige debutforfatter nu skrevet selv. The Gilded Ones er en magisk, medrivende og feministisk roman, som du ikke bør snyde dig selv for, hvis du også elsker fantasy.

Giv grimme grøntsager en chance

EAT GRIM i København

Op til en tredjedel af frugt og grøntsager kasseres på grund af skønhedsstandarter og overproduktion i madindustrien. Dét skulle være løgn, tænkte finske Petra Kaukua og tyske Carolin Schiemer i 2018 og grundlagde virksomheden EAT GRIM i København. Her kan du bestille kasser med navne som “Big & Beastly” og “Small & Ugly”, der er fyldt med “friske, økologiske og nogle gange grimme” frugter og grøntsager, der ellers ville være blevet smidt ud. Smart.