Finanslov skal afspejle solidaritet med klimaudsatte
Klimaforandringernes konsekvenser er skræmmende tydelige. Cykloner, tørker, oversvømmelser og følgerne heraf afløser hinanden. Med dem følger ikke blot akut nød og en kamp for at overleve, de forstærker også sult, fattigdom og tvinger millioner af mennesker på flugt – alt sammen elementer, der forstærker den globale ustabilitet. Alene sidste år tvang ekstremt vejr og klima 23,9 millioner mennesker til at forlade hus og hjem.
Derfor glæder det mig også, når vores nuværende udviklingsminister Rasmus Prehn har valgt solidaritet som grundprincip for sit virke. For netop solidariteten, den er der brug for i en verden, hvor de, der har bidraget mindst til klimaforandringerne, er dem, der bliver ramt hårdest af dem.
Som direktør for CARE Danmark, der hver dag arbejder for at skabe et værdigt liv for verdens mest klimaudsatte mennesker, vidner Regeringens forståelsespapir, med Folketinget som det grønneste parlament i verden, der lever op til Parisaftalen og som sætter øget klimastøtte centralt, for mig om en regering med et udsyn, der rækker ud over ikke bare Danmarks, men også Europas grænser, helt ud til nogle af verdens mest klimaudsatte lande. Endelig skal internationale forpligtelser om klimastøtte indfries.
Med den kommende forhandling af finansloven for 2021 er det tid til at sætte handling (og kroner og ører) bag ord. Sidste år afsatte regeringen 150 millioner nye, ekstra kroner til klimastøtten. Gode takter, der dog ikke bringer os i mål med at levere de 5 mia. kr., som vi har forpligtet os til. Siden kom benspændet, som ingen havde forudset – coronakrisen. Det har rejst debatten om, hvorvidt Danmark kan bevare det nuværende niveau for udviklingsbistanden.
Jeg kunne ikke være mere enig med dem, der argumenterer for, at Danmarks udviklingsbistand skal være solidarisk og af højeste kvalitet. Men hvis regeringen i det kommende finanslovsudspil ikke sikrer, at hjælpen til verdens fattige som minimum forbliver på 2020-niveau, og at vi begynder at leve op til løfterne om øget klimabistand, så vil det udfordre solidariteten.
Skåret ind til benet er spørgsmålet; Kan vi for færre penge end i 2020, med klimakrise og corona in mente, opnå international solidaritet og en dansk klima- og udviklingsbistand, der står mål med behovet?
Svaret er nej. Aldrig før har verdens fattigste mennesker været så hårdt presset af klimaforandringernes konsekvenser og nu også corona. Jeg håber, regeringen i finanslovsudspillet husker både intentionerne i forståelsespapiret, vores internationale forpligtelser og behovet for solidaritet med verdens fattigste og mest klimaudsatte mennesker, som vi ikke må lade i stikken.
