CARE er en dansk NGO
footer-image.png

Det er 44-årige Nicolai Michelsen, der fremover skal lede CARE Danmarks kommunikation-, fundraising- og engagementsindsatser. Nicolai Michelsen tiltræder jobbet efter syv år hos Hjerteforeningen, senest som leder for Marketing og Kommunikation.

”Vi befinder os i en tid, hvor klimaforandringer, katastrofer og konflikter kræver handling. Jeg har fulgt CARE Danmarks fantastiske arbejde gennem mange år, og jeg er stolt og ydmyg over at være ny kommunikations- og engagementsdirektør. Jeg glæder mig til at være med til at skabe et endnu stærkere fundament for verdens fattigste og mest klimaudsatte mennesker samt for dem, der står med akut behov for nødhjælp,” siger Nicolai Michelsen og tilføjer:

Quote
”Jeg træder ind i en organisation, der bygger på et stærkt engagement og højt fagligt niveau, og jeg glæder mig til at bidrage til at sætte CAREs indsats og betydning endnu højere på dagsordenen – både i erhvervslivet og hos politikerne, samt i bevidstheden hos alle danskere.”
Nicolai Michelsen
© Simone Gauri Haagensen

Også CARE Danmark glæder sig til samarbejdet

”Vi er meget glade for at få en så erfaren og kompetent profil som Nicolai med på holdet. Vi har opnået en stærk forankring som Danmarks grønne udviklings- og nødhjælpsorganisation hos vores medlemmer. Med Nicolai ombord skal vi nå endnu brede ud og skabe flere stærke, grønne partnerskaber med danske og udenlandske virksomheder, og vi skal teste nye og kreative måder til at engagere endnu flere i vores arbejde til gavn for verdens fattigste og mest klimaudsatte mennesker” siger Rasmus Stuhr Jakobsen og fortsætter:

”CARE Danmark er en del af CARE International, en af verdens største humanitære organisationer, der blev grundlagt i 1945 for at sende nødhjælp til et sultende og krigshærget Europa. Tidligere har CARE Danmark primært fokuseret på den mere langsigtede nødhjælp, men de senere år har vi som en del af vækststrategien også udvidet vores arbejde med akut nødhjælp. Det vil vi rigtig gerne fortælle til og engagerer danskerne i – og det skal Nicolai også hjælpe os med.”

Nicolai Michelsen tiltræder jobbet som direktør for kommunikation og engagement i CARE Danmark den 1. maj, hvor han også indtræder i CARE Danmarks ledergruppe.