Femårsdag med kurs mod klimaafgrunden

I dag, for fem år siden, gik jubelscener fra et konferencelokale i en parisisk forstad verden rundt. Topforhandlere, embedsmænd og regeringsledere løftede hånd i hånd armene over hovederne. Efter mange og lange forhandlinger med flere års tilløb og fiaskoer var den hidtil mest ambitiøse plan for at afbøde det totale klimakollaps en realitet: Parisaftalen var født.

Men, ingen regning uden vært. Ingen klima-skåltaler uden klimahandling. For hvor er den, den grønne revolution, der skal sikre, at den globale temperaturstigning holdes så tæt på 1,5 grader som muligt?

Nogle vil måske tænke, at vi allerede, både som nationer og som verdenssamfund, er nået langt. Men faktum er -desværre-, at glasuren på fødselsdagskagen smelter i takt med indlandsisen, og netop med så vigtigt et mål som Parisaftalens går det ikke at holde fest og skåltaler på kanten af klimakrisens afgrund.

Udledninger stiger stadig 

Vel er der succeser og resultater at fejre. Mange virksomheder har sat sig som mål at blive CO2-neutrale. Investorer har droppet at investere i kul, og nogle har også trukket sig ud af olieselskaber. Og lande, som udleder store mængder af drivhusgasser, har også sat mål om at blive CO2-neutrale. EU, Japan og Sydkorea i 2050 og Kina i 2060.

Men vi må også evaluere fremskridt – eller mangel på nok af samme- hudløst ærligt. Udledningerne af drivhusgasser har været stigende frem til i år. Coronapandemien har medført et fald, men uden garanti for, at det er varigt – og der skal meget mere til, før klimaproblemet er bragt bare nogenlunde under kontrol.

Derfor stiger den globale temperatur fortsat, og med de stigende tal følger også klimakatastrofer. Bare i sidste måned blev mellemamerikanske lande ramt af to voldsomme orkaner, som har medført fordrivelse og nød for flere hundredetusinde mennesker.

Verden over har millioner af mennesker været på gaden i klimamarcher og krævet det samme, som Greta Thunberg på adskillige talerstole rundt om i globale forsamlinger. ”I want you to act like our house is on fire”. For det er det, der skal til. Vi kan ikke slukke branden ved at pøse mere olie og benzin på.

Fodslæbende foregangsland?

Herhjemme gik regeringen til valg på grønne, ambitiøse klimaløfter. Og jeg kan ikke tælle på ti hænder, hvor mange gange vi har hørt, at Danmark er et grønt foregangsland.

Hvis den globale temperaturstigning skal begrænses til 1,5 grader, skal hele verden være CO2-neutral i 2050. Men den førte politik i Danmark sætter os hverken på kurs mod delmålet om 70 procents reduktion i 2030 eller neutralitet i 2050. I denne uge blev der endelig indgået forlig om en såkaldt grøn skattereform, der i stedet for at lade forurenerne betale en støt stigende CO2-afgift, som er anbefalet af førende eksperter, har givet lempelser til forurenerne.

I sommers var der brug for at finde 20 millioner tons CO2-reduktioner i 2030 for at nå i mål. Dengang blev en grøn skattereform betragtet som et hovedredskab, men den nye skatteaftale skønnes blot at bidrage med en halv million tons.

98 procent af den lovede klimabistand mangler

Parisaftalen indebærer også, at de rigeste lande betaler klimabistand til de af verdens fattigste lande, som, på trods af at de har bidraget mindst til krisen, nu bliver ramt hårdest og oftest. Danmarks del af denne klimabistand er 5 mia. kr. om året fra 2020, som skulle gives i tillæg til den almindelige udviklingsbistand. På finansloven for 2021 er der afsat 100 mio. kr., altså blot to procent af det samlede beløb, i additionel klimabistand. Vi er altså langt fra at leve op til vores forpligtelse, som allerede trådte i kraft i år.

Danmarks klimaindsats og bidrag til at nå Parisaftalens mål må ikke blot være at presse på for, at andre lande gør det, vi ikke selv som nation kan leve op til. Hvis ikke vi for alvor skuer op for indsatsen, kommer vi til at markere 10-årsdagen for Parisaftalen på kanten af klimaafgrunden. Vi kan ikke forlade os på tid, som vi ikke har, men må gøre vores til, at vi samlet holder kursen og når målet. Som Mette Frederiksen har sagt: "Vi må ikke efterlade klimakrisen til vores børn... Det er ikke nok at gøre noget, vi skal gøre nok".