Mød de ukrainske flygtninge

Indtil 24. februar 2022 har mange ukrainere levet hel normale hverdagsliv som dig og mig. De har gået i skole, har gået på arbejde, har besøgt venner og levet i tryghed med familien. Nu flygter de pludselig fra krig i Ukraine - fra bomber, hylende luftalarmer og mangel på mad, vand og varme. Læs deres historier her.

En mindeværdig fødselsdag for 16-årig ukrainsk flygtning

"Det er min fødselsdag i dag (17. marts 2022). Det er helt sikkert en fødselsdag, jeg aldrig vil glemme," fortæller 16-årige Nadya, der er på flugt fra sin hjemby Mikolaev i Ukraine. "Situationen var virkelig, virkelig slem i Mikolaev. De angreb med raketter, maskingeværer af tung kaliber, og en af mine venners huse blev endda ramt af en granat og ødelagt. Heldigvis var han allerede rejst til Polen. Mikolaev blev angrebet hver dag i 2 uger med kun 1 times pause. Det var så skræmmende der." 

"Vi havde en rigtig lang køretur her til Rumænien med masser af trafikpropper hele vejen. Nu har vi stadig 8 timers køretur foran os til Bulgarien. Det vigtigste er at være i sikkerhed. Vi skal til Bulgarien og så måske til Tyskland eller Storbritannien. Jeg rejser med min mormor, mor og min lillebror. Jeg læser på Academy of Children's Creativity, og vi holder ferie indtil 25. marts, men derefter ved jeg ikke, hvad der vil ske," fortæller Nadya. 

Mor og datter på flugt fra krigen i Ukraine med familiens kat

"Vi forlod vores hjem omkring midnat. I toget var der 6 personer pr. kupé i stedet for de sædvanlige 4. De begyndte at bombe udkanten af ​​Odessa fra havet, og vi var bekymrede for, at det ville komme tættere på os, da vi bor i nærheden af havet, og følte det var meget farligt. Væggene i vores hjem rystede, det var meget skræmmende. Det skete omkring 2-3 gange om dagen," fortæller 39-årige Lubov.

"Vi skal til Bulgarien, til byen Varna. Jeg har en tante, der rejste dertil for en uge siden. Før krigen var jeg syerske, og Anastasia studerede og arbejdede deltid i en butik. Datteren Anastasia tilføjer: "Jeg læser til ingeniør på universitetet. Jeg er på 3. år, og jeg har stadig 1-2 år tilbage."

"Det vigtigste, jeg har taget med, er nok min computer for at studere. Vi overførte også alle vores billeder fra de sidste 20 år på en dvd, så vi kunne have dem med."

På flugt fra katastrofe i Ukraine for anden gang

Tatiana Ganchou, 62 år, blev fordrevet under Tjernobyl-katastrofen, da hun var en ung pige, der boede i Pripyat i Ukraine. Hun husker, at hun forlod alt. "Jeg kan ikke sove, jeg har en følelse af panik indeni. Jeg er bange for, at alt vil ske igen som i Tjernobyl. Jeg har den samme følelse, som jeg havde dengang," siger hun. Hendes datter har søgt tilflugt i Warszawa i Polen, og hendes søn bor i Tyskland. Hun overvejer at slutte sig til ham der.

Ukrainsk mor venter på sine børn

Elena tog til Polen i begyndelsen af februar – før krigen brød ud – for at finde arbejde og sende penge til sin familie i Ukraine. Da krigen begyndte, kunne hun ikke vende hjem til sine børn. Hendes mand blev dræbt af et angreb den 8. marts. "Jeg arbejder på et hostel, men jeg har ikke et sted at bo, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu," siger Elena. "Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen, og hvordan jeg kommer videre. Vi har mistet alt. Før krigen brød ud, købte vi en ny vaskemaskine. Alt er væk nu."

Hendes børn og deres bedstemor har holdt ud og gemt sig i kælderen uden strøm. Situationen var især stressende for hendes yngste barn på grund af kulden. "Da der stadig var strøm, slukkede min mor og børn lyset overalt i huset og forsøgte at gemme sig i den mørke kælder. I min landsby var der et hus, hvor lyset var tændt, og dette hus blev ødelagt." Den 21. marts 2022 blev Elena genforenet med sine børn. "De havde chancen for at flygte i bil med en af mine venner." Elena fortsætter: 

"I de seneste par uger har jeg grædt hele tiden og konstant prøvet at komme i kontakt med min mor og børn." Elena tilføjer: "Det vigtigste nu er at finde ly hurtigt. Jeg har endda købt ekstra legetøj til mine børn, så jeg har en gave, når de kommer. Hvad skal der ske nu? Jeg ved det ikke. Jeg har boet i Ukraine i 40 år, og for mig er der kun ét hjem, og det er Ukraine.”