

Nye bæredygtige løsninger på gamle problemer i landbruget
Insekter og sygdomme har længe været en trussel for mange bønders afgrøder og høst. Senest er store mængder af ørkengræshopper rykket ind i blandt andet Kenya på grund af det ændrede klima.
De fleste bønder i Kenya lever af deres marker, hvor der ofte bliver dyrket majs, passionsfrugter, bananer, raps, kål og tomater. Men mange af bønderne er afhængige af kemiske pesticider for at forhindre, at planterne bliver ødelagte af plantesygdomme eller insekter.

De kemiske pesticider skal væk
Bønder i Kenya har ikke meget land at dyrke, så afgrøderne står meget tæt. Med hver afgrøder følger nye insekter og sygdomme, som spreder sig til de andre afgrøder. Til sidst er alle planterne angrebet eller smittet.
I samarbejde med det danske firma Chr. Hansen er vi gået til kamp mod kemiske pesticider, og har bevæbnet os og bønderne med naturlige bakterier. For at ruste bønderne til både at kunne dyrke deres afgrøder uden at blive syge eller belaste naturen, har Chr. Hansen udviklet et naturligt alternativ til pesticider, der beskytter afgrøderne mod sygdomme og ormeangreb, og samtidig forbedrer høsten.
Naturlige bakterier øger produktionen
Bakterierne skal bruges af bønderne, når de sår frø, her danner bakterierne en barriere, der forhindrer eksempelvis ormeangreb. Desuden bliver planten mere tørkeresistent, fordi rødderne bliver bedre til at optage vand ved hjælp af bakterierne.
Når planterne trives, vokser de sig større. Det giver bønderne mere at sælge på markederne, og gør det muligt for dem at eksportere deres produkter, fordi de kan leve op til de krav om mindre kemi, som importørerne sætter.
Det er afgørende for Chr. Hansen både at udbrede grønnere plantebeskyttelse og samtidig være med til at bekæmpe fattigdom. Med den nye, grønne plantebeskyttelse øges bøndernes produktionen med 10-15%. Det er med andre ord et økonomisk win-win for begge parter.