I Munnujans have spirer troen på en bedre fremtid
I det sydlige Bangladesh gør klimaforandringer og saltvand det stadig sværere for familier at dyrke mad og skaffe rent vand. Med hjælp fra CARE har Munnujan Begum lært klimasmarte dyrkningsmetoder, som har forvandlet hendes lille have til en grøn oase og givet familien nyt håb for fremtiden.
━
For 23-årige Munnujan Begum begynder dagen altid med en tur i haven. Her passer hun familiens grøntsager med stor omhu. Hun vander, gøder og sørger for, at planterne får de bedste betingelser for at vokse. For Munnujans have er meget mere end blot en have. Den er familiens vigtigste kilde til mad, indtægt - ja, hele familiens fremtid. I dag strutter haven grøn og frodig, men sådan har det bestemt ikke altid været.
Klimaforandringer fik høsten til at slå fejl igen og igen
Munnujan og hendes familie bor i det sydlige Bangladesh, som er hårdt ramt af klimaforandringernes konsekvenser. Bangladesh er et af verdens mest klimaudsatte lande. Lange tørkeperioder, voldsomme cykloner, oversvømmelser rammer igen og igen de sårbare landsbyer. Det salte havvand, der trænger ind i marker og haver gør det svært for familerne at dyrke jorden og få adgang til rent drikkevand. Mange familier som Munnujans kæmper derfor mod sult og fejl- eller underernæring. Det mærkede hun tydeligt i sin hverdag.
”Før jeg fik støtte fra CARE, gav mine planter ikke et særligt stort udbytte af grøntsager,” husker Munnujan om tiden, hvor end ikke hendes hårde slid i køkkenhaven kunne få afgrøderne til at række til mad til hele familien.
Jorden var simpelthen blevet for salt på grund af oversvømmelser med havvand, og der var mangel på ferskvand til at holde planterne i live. Munnujan nægtede at give op og blev ved med at gå i haven hver dag.
Efter jeg har fået hjælp fra CARE, har jeg lært så meget, at mit udbytte fra haven er blevet fordoblet.
Ny viden giver håb og mad på bordet
Da Munnujan hørte om CAREs uddannelse i klimatilpasning og nye landbrugs-teknikker, vidste hun bare, at hun skulle være med - og herfra gik det stærkt. Med støtte fra CARE lærte Munnujan nye klimasmarte durkningsmetoder.
Hun begyndte at eksperimentere med nye og flere afgrøder, der bedre kan klare sig med lidt vand, og de nye metoder, hun blev undervist i. Hvis noget ikke virkede, lod hun sig ikke slå ud, men prøvede igen.
I dag har hun med afsæt i undervisningen skabt sit eget drypvandingssystem, som leder de dyrebare dråber vand ned til planternes rødder. Systemet er lavet af simple materialer fra det lokale marked som plastflasker, dropposer og små slanger. PÅ den måde går intet vand til spilde og når jorden er fugtig, holder det saltet væk. Gennem uddannelsen lærte hun også at skabe sin egen kompost, som gør planterne endnu stærkere og sundere.
Og det har virket.
Fra visne planter til spirende forretning
I dag dyrker Munnujan blandt andet okra og andre grøntsager, som familien kan spise. Når høsten er stor nok, sælger hun overskuddet på markedet. Nu kan hun både kan brødføde sin familie, og tjene penge på sin have.
”Efter hjælpen fra CARE har jeg ofte så mange grøntsager til overs, at jeg sælger det på markedet. Pengene bruger jeg til at supplere vores mad med, så mine børn får en varieret kost,” fortæller Munnujan, der også lærer fra sig til landsbyens andre kvinder.
Den ekstra indkomst gør en stor forskel for familien og giver større tryghed i hverdagen. Munnujans have står som en grøn oase. De store auberginer ved siden af de utallige grønne okra vidner om, hvad én kvinde med en urokkelig tro på en bedre fremtid kan opnå, hvis blot hun får den rette støtte til at tage kampen mod klimaforandringerne op.
Læs om andre seje kvinder i klimaudsatte områder
Du kan gøre en forskel
CARE styrker kvinder i kampen mod fattigdom og klimaforandringer