Skip til hovedindhold Skip til footer
©Sarah Easter

Seniya valgte sin egen fremtid

Med høns, geder og en opsparingsgruppe skaber 22-årige Seniya en bedre fremtid for sig selv, sin mor og sine otte søskende.

Seniya på 22 år er medlem af en af CAREs spare-låne-grupper for unge. Med et kontant tilskud fra et CARE program for unge, har hun købt geder og høns, som hun opdrætter og sælger. Det er begyndelsen på hendes egen lille forretning.

Æg, madrester og opsparing

Seniya har fjorten høns, men kun syv af dem lægger æg, fordi hun ikke har råd til at fodre dem ordentligt. For at spare på foderet beder hun nogle gange de lokale hoteller om gæsternes madrester. Et æg sælger hun for 10 etiopiske birr, omkring én krone.

En del af indtjeningen sparer hun op i en opsparingsgruppe for piger, som CARE har oprettet. Gruppen hjælper pigernes små virksomheder i gang, tilbyder kurser og skaber opmærksomhed om emner som tidlige ægteskaber.

Med hendes forretning klarer vi os, og hun har så mange planer for fremtiden.
Hun er vores styrke.

Nujuma, Seniyas mor

Tre tallerkener i gården

Seniya er en af nøgleholderne til pengekassen i sin gruppe af tredive unge kvinder mellem 18 og 24 år. Dagens møde holdes i gården ved hendes hjem. Foran hende står tre tallerkener i rød, grøn og blå: en til dagens opsparing, en til den sociale fond, som gruppen bruger til at hjælpe hinanden i svære perioder, og en til bøder, hvis nogen har betalt et lån for sent tilbage.

Hun sagde nej som 16-årig

Dagens samtale handler om tidlige ægteskaber. Halvdelen af kvinderne blev gift, før de fyldte 18. Den anden halvdel fik et tidligt frieri, men sagde nej – også Seniya. Hun var 16, og både hun og hendes mor afviste det. Som den ældste af ni søskende havde hun set sin mor og veninder blive gift tidligt, føde under svære forhold og leve et hårdt liv. Det skræmte hende, og hun var ikke i tvivl om, at det ikke var det liv, hun ville have.

En mor, der selv var barn

Seniyas mor, Nujuma på 35 år, blev gift som 15-årig og fødte Seniya året efter. Fødslen trak ud i to døgn, og bagefter havde hun ikke nok modermælk. For Seniya handler det at blive mor om mere end at få børn. Hun vil kunne være en rigtig forælder og ikke vokse op sammen med sine børn. Derfor vil hun også beskytte sine små søstre mod at blive gift for tidligt.

Læs om andre seje kvinder i klimaudsatte områder

Hun er familiens styrke

Nujuma tjener kun lidt ved at sælge papaya på gaden, og mærkerne i hendes ansigt fortæller om et liv i den bagende sol. Tøj købes på lån, og ofte springer hun og Seniya måltider over, så de mindre børn kan spise først. Takket være Seniyas forretning klarer familien sig – og hun har mange planer for fremtiden.

Sådan virker en opsparings- og lånegruppe

I CAREs spare-låne-grupper sparer medlemmerne op sammen og låner til hinanden til en lav rente. Pengene opbevares i en låst pengekasse, og flere medlemmer har hver sin nøgle, så ingen kan åbne den alene.

Gruppen har også en social fond, som medlemmerne kan få hjælp fra, hvis de rammes af sygdom eller anden krise. Seniyas gruppe består af 30 unge kvinder mellem 18 og 24 år og er oprettet af CARE. Ud over opsparing får pigerne kurser i at drive virksomhed og samtaler om bl.a. tidlige ægteskaber.

©Sarah Easter

Styrker kvinder i kampen mod klimaforandringer og fattigdom