Vision og mission for CARE Danmark
footer-image.png

For når vi forhindrer katastrofale klimaforandringer, forhindrer vi også, at tørke, storme og oversvømmelser ødelægger chancen for et bedre liv for dem, der i forvejen har mindst. Og når mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, får chancen for at skabe sig et værdigt liv med muligheder og valg, åbner det nye veje mod en mere bæredygtig fremtid for alle.

Derfor handler klimakampen for os om mennesker. 

Vision

Et værdigt liv for verdens mest klimaudsatte.

Mission

CARE Danmark er en grøn udviklings- og humanitær organisation der arbejder for at give verdens mest klimaudsatte mennesker mulighed for at skabe et værdigt liv for sig selv og deres familier. De skal have mad på bordet, et hjem og bedre muligheder for at skabe deres egen indtægt og en bedre fremtid, der hvor de bor – på trods af klimaforandringer.

Sammen med partnere sætter vi ind, hvor vi kan tilføre mest værdi, som katalysator for innovation, samfundsmæssige forandringer og bæredygtige klimaløsninger, for at skabe en grøn og retfærdig verden for alle.

Sådan skaber vi forandring

Vi arbejder tæt sammen med lokalsamfund verden rundt, så vi opnår en præcis og konkret forståelse af de mange måder, klimakrisen påvirker mennesker og natur. Og vi samler de mest nytænkende aktører fra alle dele af samfundet i innovative partnerskaber, for sammen at finde nye løsninger på klimaudfordringerne.

I samarbejde med civilsamfund, virksomheder, organisationer og myndigheder udvikler vi projekter, der skaber varig forandring for de mennesker, der lever i klimakrisens brændpunkter.

Vores projekter sigter efter at gentænke traditionel udviklingshjælp med bæredygtige løsninger, som kan bredes ud og skabe forandring langt ud over det lokalsamfund, de er skabt sammen med. Projekter som:

  • Genanvendelse af plastik, der skaber grønne jobs for flygtninge i Uganda
  • Mobile køkkenhaver, der får mad til at gro i Sahara
  • Mobil-apps, der åbner døren til økonomisk uafhængighed for kvinder i Niger
CARE Danmarks vision og mission - billede copyright Jakob Dall

Vi vil skabe en grøn og retfærdig verden for alle.