Krisen i Ukraine

Gennem CAREs samarbejdspartner, People in Need, er de først lastbiler med nødhjælpsforsyninger ankommet til den ukrainske by Lviv. Lastbilerne er læsset med blandt andet mad, bleer og soveposer. Yderligere er et fragttog på vej fra Prag med flere nødhjælpsforsyninger.

Gennem samarbejdspartneren People in Need støtter CARE også de mange, der flygter ud af Ukraine. Ved den slovakiske grænse har et hold nødhjælpsarbejdere opsat opvarmede telte til de forkomne flygtninge, der ofte har rejse længe i den bidende kulde. I teltene er der både mad og drikke, toiletfaciliteter og desuden psykosocial bistand.

”Familier forsøger desperat at flygte til nabolandene. Og fordi mænd mellem 18 og 60 år skal blive i Ukraine, bliver mange kvinder med børn overladt til sig selv. Grænseovergangene er overfyldte. Mødre må ofte vente op til to dage i den frysende kulde med babyer og små børn. Nogle sover i biler, nogle skal holde ud i det fri uden læ i den isnende kulde før grænsen” fortæller CARE Danmarks direktør Rasmus Stuhr Jakobsen.

I den østslovakiske landsby Vyšné Nemecké har CAREs samarbejdspartner People in Need også opsat et stort opvarmet telt til op til 200 personer. I teltet kan flygtninge overnatte, og lokale frivillige hjælper med mad, drikke, hygiejneprodukter og SIM-kort, så de kan holde kontakten med deres familier.

"De fleste flygtninge har nogen i nabolande, der vil tage imod dem. De er på vej til venner, familie eller bekendte," siger Marek Štys, chef for humanitær bistand hos People in Need. "Men det kan ændre sig brat, hvis konflikten eskalerer. Hvis et stort antal flygtninge kommer uden kontakter og søger beskyttelse, kan hele situationen blive meget udfordrende."