Skip til hovedindhold Skip til footer

Partnerskaber med CARE

Hos CARE Danmark er vi overbeviste om, at verdens største udfordringer bedst løses i fællesskab.

Sådan skaber vi en grøn og retfærdig verden – sammen med jer

Gennem partnerskaber med virksomheder, organisationer og institutioner skaber vi løsninger, der gør en reel forskel for verdens mest klimaudsatte mennesker.

Et partnerskab med CARE handler om mere end økonomisk støtte. Det handler om at forene ressourcer, ekspertise og visioner for at skabe bæredygtige resultater, der gavner både samfundet og planeten.

Videns- og produktpartnere

Vi samarbejder med virksomheder og fagmiljøer, der har ekspertise, teknologi eller løsninger, som kan anvendes i vores projekter. Sammen udvikler vi bæredygtige tilgange, som adresserer konkrete udfordringer – fra klimamodstandskraft til fødevaresikkerhed.

I Somalia har CARE fx introduceret 47 drypvandingssystemer, der reducerer vandforbrug og øger høstudbyttet. Projektet blev realiseret i tæt samarbejde med lokale virksomheder og myndigheder, der bidrog med teknisk viden og lokal forankring.

Lokale og internationale projektpartnere

CAREs arbejde er forankret i stærke partnerskaber med lokale aktører, der har afgørende indsigt i samfundsstrukturer og klimadynamikker. Vi styrker det lokale lederskab og bygger bæredygtige løsninger sammen med dem, der kender virkeligheden bedst.

I Etiopien har CARE hjulpet lokalsamfund med at bekæmpe invasive arter som Prosopis Juliflora. Udover at genskabe landbrugsjord, har indsatsen skabt nye indtægtskilder gennem produktion af energibriketter og dyrefoder.

Samarbejde med virksomheder

Et partnerskab med CARE er en mulighed for at gøre jeres bæredygtighedsarbejde konkret, målbart og meningsfuldt. I får en stærk samarbejdspartner, der leverer dokumenterbar effekt og lokal forankring – og hjælper jer med at opfylde jeres miljømæssige og sociale målsætninger.

I Uganda har CARE arbejdet med flygtningesamfund om at udvikle vertikale haver og mikro-landbrug. Det har givet både fødevaresikkerhed og nye indkomstmuligheder – i tæt samspil med private partnere, der har bidraget med innovation og støtte.

Eksempler på CAREs projekter og løsninger

CARE arbejder med praktiske, skalerbare løsninger på tværs af klodens klimazoner. Her er nogle af vores konkrete indsatser:


1. Drypvanding i Somalia
Reducerer vandforbrug og øger høstudbytte hos småbønder.


2. Bekæmpelse af Prosopis i Etiopien Genskaber jord og skaber indtægter via energibriketter.


3. Vertikale haver i Uganda
Øger ernæring og indkomst i flygtningesamfund.


4. Kvindestyrede lånegrupper i Burkina Faso
Fremmer finansiel uafhængighed og bæredygtigt landbrug.


5. Biodigesters i Uganda
Gør organisk affald til biogas og gødning.


6. Agri-innovationscentre i Somalia Samarbejde med universiteter om bæredygtigt landbrug.

Hvorfor vælge CARE?

CARE bringer mere end 75 års erfaring med sig – og en unik position som grøn udviklings- og nødhjælpsorganisation. I 2023 nåede vi over 25.000 mennesker med klimainnovative løsninger og engagerede over 9.600 mennesker i lokalt lederskab og samfundsforandring.

Vi skaber målbar impact og stærke fortællinger, I kan bruge i jeres ESG-arbejde, jeres kommunikation – og jeres fremtidige partnerskaber.

CAREs mission

CARE er Danmarks grønne udviklings- og nødhjælpsorganisation der arbejder for at give verdens mest klimaudsatte mennesker mulighed for at skabe et værdigt liv for sig selv og deres familier. De skal have mad på bordet, et hjem og bedre muligheder for at skabe deres egen indtægt og en bedre fremtid, der hvor de bor – på trods af klimaforandringer.

 

Sammen med partnere sætter vi ind, hvor vi kan tilføre mest værdi, som katalysator for innovation, samfundsmæssige forandringer og bæredygtige klimaløsninger, for at skabe en grøn og retfærdig verden for alle.

Kontakt os

Nicolai Michelsen
Director of Engagement & Private Fundraising
-
[email protected]
+45 52 40 60 38