Skip til hovedindhold Skip til footer

Klimaspørgsmål 3

Danmark skal gøre mere, end der allerede er aftalt, for at reducere udslippet af drivhusgasser inden 2030.

Samlet svaroverblik


Helt enige

SF, Enhedslisten, Alternativet

Enige

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre

Uenige

Moderaterne

Meget uenige

Borgernes Parti, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne

Ved ikke

Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance



A. Socialdemokratiet - Enige

Vi har med politik anvist vejen til 70 pct. reduktion i 2030. Næste skridt bliver at anvise vejen til at indfri 2035-målet og målet om klimaneutralitet i 2045.


 

B. Radikale Venstre - Enige

Der er stadig en lang og usikker til målopfyldelse i 2030. Men det er hjørnestenen i Klimaloven, at regeringen skal sikre, at vi når de klimamål, vi har sat i fællesskab. Regeringen har valgt at satse på tilskud og frivillige aftaler med landbruget og ikke mindst fangst og lagring af CO2. Begge dele ser ud til at levere mindre end ventet. Opstår der et hul mod 2030, skal det lukkes. I tråd med Klimarådet så vi gerne, at regeringen fremlagde en plan B, så vi kommer helt i mål.


 

C. Det Konservative Folkeparti - Ved ikke

Det er uklart, hvad partiet mener om sagen.


 

F. SF - Socialistisk Folkeparti - Helt enige

Seneste statusrapport fra Klimarådet viser nu igen, at 70%-målet i 2030 er i fare. På ikke engang fire år er det altså lykkedes SVM at køre klimapolitikken af sporet. Det skal der hurtigst muligt rettes op på. Nogle steder skal allerede vedtaget regulering strammes op. Andre steder er der behov for nye initiativer.


 

H. Borgernes Parti - Meget uenige

Borgernes Parti mener, at vi ikke befinder os i en klimakrise, og at magtpolitikerne kun kalder det således for at hive flere penge op af danskernes lommer. Dette underbygger partiet ved at tale om en uendelig strøm af grønne afgifter, som politikerne bruger til at finansiere projekter, der ikke har med klima at gøre. Borgernes Parti er således uenige i de ting, der allerede er aftalt.*


 

I. Liberal Alliance - Ved ikke

Det er uklart, hvad partiet mener om sagen.


 

M. Moderaterne - Uenige

Aftalerne frem mod 2030 er allerede meget ambitiøse. Derfor bør fokus være benhårdt på at komme i mål med det, vi har besluttet, og få det omsat til konkrete reduktioner. Det kræver hurtigere udbygning af vedvarende energi, bedre elnet, mere energieffektivitet og stærke løsninger i de sektorer, der er sværest at omstille. Hvis vi først lover mere, før vi leverer på det nuværende, risikerer vi at skabe flotte tal på papir uden resultater i virkeligheden.


 

O. Dansk Folkeparti - Meget uenige

Dansk Folkeparti kritiserer de aftaler, der allerede er lavet, for at skade den sociale balance og danskernes økonomi.*


 

V. Venstre - Enige

Danmarks klimamål allerede er blandt de mest ambitiøse i verden. Vi har allerede indfriet vores 2025-klimamål, og vi er godt på vej mod vores meget ambitiøse 2030-klimamål. Vi har vedtaget gode aftaler, som kan få os i mål med 2030, men har en stor indsats foran os med at føre aftalerne ud i virkeligheden. 


 

Æ. Danmarksdemokraterne - Meget uenige

Danmarksdemokraterne mener, at vi skal holde fast i klimamålet om 70% reduktion, men udskyde det med to år. Der skal ifølge partiet gøres mindre, end der allerede er aftalt inden 2030.*


 

Ø. Enhedslisten - Helt enige

Samme dag som valgudskrivelsen konkluderede regeringens uafhængige ekspertorgan, Klimarådet, at regeringens klimapolitik ikke lever op til klimamålet for 2030. Derfor ved vi, at der skal gøres mere. Hvis vi udfaser fossile brændsler hurtigere, får mere vedvarende energi og elektrificering, fordobler det økologiske areal og gør det dyrere at forurene, så er det intet problem at nå klimamålet i 2030. Men det kræver politisk vilje og mod.


 

Å. Alternativet - Helt enige

Selvfølgelig! Vi skal klimaopruste nu, ikke gå i stå.


 

* Partiet har ikke selv svaret på spørgsmålet. Besvarelserne er derfor så vidt muligt indhentet af CARE og Oxfam via offentligt tilgængelige kilder, der fremgår som links i teksten.

 

Øvrige klimaspørgsmål og svar