Klimaspørgsmål 2
Danmark skal sætte sig som mål at være helt klimaneutralt i 2040 og øge reduktionsmålet for 2035 til 90%.
Samlet svaroverblik
Helt enigeRadikale Venstre, SF, Enhedslisten, Alternativet
EnigeDet Konservative Folkeparti
UenigeSocialdemokratiet, Moderaterne
Meget uenigeBorgernes Parti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre
A. Socialdemokratiet - Uenige
Vi har netop fremrykket målet om klimaneutralitet fra 2050 til 2045 og fastsat et mål om 110 pct. reduktion i 2050. Det gør vi, fordi vi mener klimakrisen er for vigtig til at lade være. Samtidig har vi blik for den sociale balance, og på at Danmark ikke bliver trukket midt over.
B. Radikale Venstre - Helt enige
Sammen med andre partier forsøgte vi at presse regeringen til et reduktionsmål på 90% i 2035. Vi mener, at det er både realistisk, økonomisk forsvarligt og ikke mindst nødvendigt at øge ambitionerne for den danske klimapolitik, og gå forrest ved at vise vejen til et klimaneutralt samfund.
F. SF - Socialistisk Folkeparti - Helt enige
Regeringen har sat et 2035-mål på 82%, som ikke engang får dem på ret kurs i forhold til deres eget mål om klimaneutralitet i 2045. Det er alt for uambitiøst. SF mener, vi skal tættere på de 90% i 2035, og at vi som land skal være klimaneutrale i 2040.
H. Borgernes Parti - Meget uenige
Borgernes Parti tror på, at atomkraft vil levere al vores energi en dag. Indtil da vil de bruge den olie og gas, vi har i den danske undergrund. Russisk og saudisk olie og gas er ikke mere klimavenligt end dansk, og at det stiller os bedre geopolitisk overfor dem at være mere selvforsynende med energi.*
I. Liberal Alliance - Meget uenige
Liberal Alliance er kritisk overfor, hvordan et højt EU-reduktionsmål skal nås, og partiet mener, at vi skal være forsigtige med at vedtage hjemlig regulering.*
M. Moderaterne - Uenige
Vi skal være ambitiøse på klimaets vegne, men mål skal også kunne gennemføres i virkeligheden. De udledninger, som vi har tilbage er grænseoverskridende. Et 90 procents mål i 2030 svarer til nuludledning i transportsektoren og i industrien. Det vil være et Danmark uden en forbrændingsmotor og en tankstation. Faktisk ville man ikke engang kunne tanke sin plæneklipper. Det er ikke realistisk. Vi skal løfte ambitionerne, når vi kan se, at løsningerne er på plads, og at omstillingen kan følge med.
O. Dansk Folkeparti - Meget uenige
Dansk Folkeparti er kritiske overfor regeringens mål om at reducere udledningerne af drivhusgasser med 82% i 2035. Partiet mener, pengene kan bruges bedre på velfærd og hospitaler. Dansk Folkeparti mener også, det er uansvarligt at indføre nye klimamål i EU, fordi den nuværende grønne politik har medført store økonomiske tab og svækket vores vækstpotentiale.*
V. Venstre - Meget uenige
Vi mener, at 2045-målet er både ambitiøst og realistisk. Danmark skal være et grønt foregangsland ved at nå de mål, vi allerede har sat – på en måde, der samtidig sikrer arbejdspladser og velstand. At fremrykke klimaneutralitet til 2040 og hæve 2035-målet til 90 pct. vil være en markant skærpelse. I stedet bør vi styrke Danmarks bidrag til den globale klimaindsats gennem et ambitiøst mål for eksport af grøn teknologi.
Æ. Danmarksdemokraterne - Meget uenige
Danmarksdemokraterne ønsker en langsommere grøn omstilling, hvor man accepterer at forsinke den med nogle år, hvis det betyder, at det skåner det danske erhvervsliv. Det er derfor ikke afgørende for partiet, at vi når vores klimamål i 2030, 2032 eller 2035, og de mener, at regeringens nuværende mål allerede er skadelige for landbruget og de tilhørende arbejdspladser.*
Ø. Enhedslisten - Helt enige
Med både en solid økonomi, tilgængelige grønne løsninger og bred folkelig opbakning har Danmark alle forudsætninger for at øge ambitionerne i vores grønne omstilling. Vi har peget på en række tiltag, der kan sikre 90% reduktion i 2035 og samtidig gøre Danmark til et bedre og mere lige land. Det er f.eks. en gennemgribende elektrificering, billigere grøn transport og et grønnere landbrug. Og så er det de største forurenende selskaber og folk med yachts og privatfly, der skal betale regningen.
Å. Alternativet - Helt enige
Faktisk mener Alternativet at vi bør gå endnu længere. Hvis vi skal overholde Parisaftalen bør vi blive 100% klimaneutrale allerede i 2035. Det kræver at vi omstiller vores landbrug og elektrificerer vores industri og transport. Og sætter tempoet op!
* Partiet har ikke selv svaret på spørgsmålet. Besvarelserne er derfor så vidt muligt indhentet af CARE og Oxfam via offentligt tilgængelige kilder, der fremgår som links i teksten.