John Nordbo klimarådgiver
footer-image.png

Tilbage i slut-80ernes Danmark havde John Nordbo fået blod på tanden, for en FN-rapport, Brundtlandrapporten, gjorde det tydeligt for ham, at vores måde at leve på ikke blot ville skabe en miljøkatastrofe af dimensioner, men også ville fastholde millioner af mennesker i fattigdom.

“Dengang var Danmark miljømæssigt ignorant. Vi havde store lossepladser, tankede med bly-benzin, landbrugets kunstgødning førte til iltsvind på iltsvind, og forbrændingsanlæggene buldrede dioxin afsted,” siger John Nordbo.

“Man tænkte ikke over konsekvenserne, hverken her eller ude i verden, for man vidste ikke, hvad vi ved i dag. Viden om miljø var på det tidspunkt en mangelvare,” forklarer John Nordbo, der satte sig for at samle, hvad der trods alt var af viden. "Jeg gemte alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Publikationer, rapporter – ja, jeg klippede artikler ud af aviserne. Alt skriftligt materiale blev gemt."

Smuglede klima ind i Sovjet

Samlingen voksede, og i slutningen af 80erne og langt ind i 90erne udgjorde to stigereoler hos John Nordbo et bibliotek for andre miljø-engagerede unge, der på det tidspunkt voksede i antal i samme hast som ny viden om global ulighed og miljø- og klimaforandringer blev udgivet.

“Forståelsen af, at vi stod foran et kæmpe problem, voksede,” fortæller John Nordbo, der endte med at smugle 100 eksemplarer af den føromtalte FN-rapport ind i det daværende Sovjetunionen, så miljø-aktive organisationer i landet kunne gøre brug af rapporten.

“Med FN-rapporten og den efterfølgende forskning blev det tydeligt, at det var nødvendigt at håndtere begge udfordringer, miljø og fattigdom, samtidigt, og ikke blot land for land, men internationalt,” husker John Nordbo om tiden, hvor kimen til flere årtiers klimakamp og kamp mod social ulighed og fattigdom blev lagt. Ikke bare hos ham, men globalt.

Grøn optur i 90erne

I Danmark, hvor “den politisk bevidste forbruger” for længst var blevet født, blev forbrugeren nu også miljøbevidst og købte ind omgivet af en lang række ny mærkningsordninger, det nordiske miljømærke, EU-blomsten og det røde ”Ø”, der skød frem og guidede til miljø- og klimaansvarlige valg.

John Nordbo mærkede også opsvinget i sit nye arbejdsliv som fuldmægtig i Miljøstyrelsen, hvor ministeren nu hed Svend Auken. “SR-regeringen skruede ikke blot op for udviklingsbistanden og sikrede penge til særskilt klimabistand, men vedtog også det første ambitiøse danske reduktionsmål, der skulle reducere det danske udslip af CO2 med 20 procent,” husker John Nordbo.

John Nordbo interview

Hård opbremsning i grøn udvikling

Til trods for både videns-boom og politiske fremskridt forlod John Nordbo i slutningen af 90erne embedsværket, drevet af et ønske om ikke blot at kunne arbejde friere, men også skabe resultater internationalt. For ham var det nu indlysende, at den vestlige verdens CO2-udslip havde skabt en klimakrise, som først og fremmest ville ramme verdens i forvejen fattigste og mest sårbare lande og mennesker, og derfor måtte der mere end den danske miljøstyrelse i spil. Det internationale perspektiv og de friere rammer fandt han i NGO-branchen, men tiden ville det anderledes.

Valget af Bush som amerikansk præsident i 2001 resulterede i et kursskifte i den internationale klimapolitik, og det samme blev tilfældet, da Fogh-regeringen samme år overtog Statsministeriet i Danmark og satte den grønne udvikling på stand by. Årtiet kulminerede, både nationalt og internationalt, da det 15. klimatopmøde, COP15, blev afholdt i København i 2009. En skelsættende begivenhed, der for John Nordbo står som et af de største klimatab til dato.

Målet er et godt liv til alle

“Klimaproblemet er derude, lige nu, og det koster menneskeliv. Mennesker, som ingen andel har haft i at skabe klimaproblemet, og som vi lader i stikken,” siger John Nordbo, mens han for hver stavelse banker sine fingre i bordet som for at understrege ordenes betydning. Alle mennesker har lige meget ret til et godt liv.

Danmark kan vise den grønne vej

I dag, mere end ti år efter det katastrofale klimatopmøde i København, er meget anderledes. Ikke mindst på grund af Parisaftalen fra 2015. “Parisaftalen var et kæmpe gennembrud, der sender et stærkt budskab til erhvervslivet og investorer om, at vi skal sadle om,” siger John Nordbo og henviser til blandt andet vedvarende energi, som på små to årtier har udviklet sig fra det, der i dagens klimadebat kaldes ”fugle på taget”, til en fast markedsandel på grøn himmelflugt, der får sorte investorer til at svede.

Den danske klimalov, som i 2020 fastslog, at Danmark i 2030 skal have reduceret sit CO2-udslip med 70 procent, står for John Nordbo også som en milepæl. Ikke kun nationalt, men i den globale kontekst, som har været den røde tråd i de snart 40 års klimakamp.

Quote
”Vi skal ikke kun gøre Danmark til et grønt paradis, vi skal inspirere og vise andre, at det er muligt, så vi kan flytte os i samspil.”

Målet er stadig muligt

Efter fire årtiers klimakamp er John Nordbo ikke i tvivl om, hvad det næste årti vil bringe. “Store forandringer. Det er uden tvivl muligt at nå Pariaftalens mål om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader, så det er et valg. Et valg om, hvorvidt vi vælger at gøre det, der er nødvendigt. Verdens ledere må stå sammen og tage klimakrisen alvorligt, og vi skal have økonomiens helt store tandhjul til at dreje anderledes,” siger John Nordbo.

Én ting er, at målet er muligt at nå. Men er det ifølge klimaeksperten også realistisk? ”Der er mange ubekendte. Global økonomi, politiske valg, og, som nu, en pandemi. Der er mange ting, der skal falde i hak på den rigtige måde globalt. Men…” siger John Nordbo og fortsætter efter en tænkepause; ”Men det er jo det, der er opgaven. At få det til at ske. Så, der er ikke andet for end at kæmpe videre, indtil vi lykkes.