Over vejen og ind i landsbyen - CARE

Over vejen og ind i landsbyen

Lagt på 12. februar 2013 af Sutikamon Youi Højrup

Flemming Pless er præst, fotograf og regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden. Han er en engageret samfundsdebattør, og så er han storyteller for CARE Danmark. I januar rejste han med CARE til Nepal for selv at opleve livet der.

Nepalesiske småbørn bærer ofte kraftig sort øjenmakeup som beskyttelse mod ondskab. Ligesom pigen på billedet ovenfor, som Flemming Pless møder i en landsby uden for Janakpur. Hendes bedstemors spørgsmål får sat store tanker i gang hos præsten fra Christianshavn. Foto: CARE 2010

Nepalesiske småbørn bærer ofte kraftig sort øjenmakeup som beskyttelse mod ondskab. Ligesom pigen på billedet ovenfor, som Flemming Pless møder i en landsby uden for Janakpur. Hendes bedstemors spørgsmål får sat store tanker i gang hos præsten fra Christianshavn. Foto: CARE 2010

Asfalten koger allerede, og det er endnu morgen. Støvet rejser sig okkergult over de tørre marker. Små børn løber med tøndebånd, en kvinde kigger frygtsomt frem bag en bunke halm, hun malker sin ko, og geder går og nipper til vasketøj i strålende farver.

Jeg skal besøge en gruppe medborgere i denne landsby uden for Janakpur i det sydlige Nepal. Det er fortrinsvis kvinder, der møder mig i det blændende solskin. Vi mødes under banyatræet og sætter os på plastikpresenningen. Jeg sidder over for 30 ibenholtsorte kvinder, der har iklædt sig deres fine tøj til lejligheden. CAREs repræsentant, deres ærbødige, kommer for at høre om projektet. Det handler om selvbestemmelse, nærmere bestemt evnen til at få lov at bestemme og gøre en forskel. Woman is the Nigger of the World, sang John Lennon. Her er sagen i en nøddeskal: kvindekamp. For det er her, som i Afrika, kvinderne, der skal rykke for alvor i tredjeverdensudviklingen.

Jeg stiller de relevante spørgsmål i forhold til CAREs arbejde. Spørgsmål og svar skifter i bedste forståelse. Men jeg sidder også umageligt, der er en sten under presenningen, der er også en sten i situationen. Jeg beslutter mig for at fortælle, at jeg føler mig ydmyg over for opgaven at skulle berette om deres situation. Og jeg foreslår, at de spørger mig om, hvad der nu falder dem ind.

Imens det sker, ser jeg ud ad øjenkrogen en treårig pige blive slået med en pind af en ondt smilende dreng, måske hendes bror. Får lyst til at tage ham ved vingebenet og lære ham et og andet. Inden jeg når det, er den flygtende pige løbet ind i en kalkun – jeg tror, det var en kalkun – der nu skiftevis hakker hende i benet, og holder hende i de stumpede bukser. Tumult og hvin. Jeg brækker drengens pind. Den hvide mand træder i karakter. Nu surmuler dreng uden pind nede langs husrækken. Det her besøg går ikke ubetinget godt. Men måske er det bare min fornemmelse.

 Flemming Pless besøger gerne skoleklasser, foreninger eller andre for at fortælle om CARE Danmarks arbejde gratis.Ring og book ham som storyteller. Foto: CARE 2010


Flemming Pless besøger gerne skoleklasser, foreninger eller andre for at fortælle om CARE Danmarks arbejde gratis.Ring og book ham som storyteller. Foto: CARE 2010

En ældre kvinde … og så er det lige, at det ikke helt er til at se, hvor gammel man er på de kanter. Sol, sved, hårdt arbejde på marken fra ganske lille er hårdt for den kvindelige teint. Men altså, en ældre kvinde har siddet længe og lyttet. Det er den lille piges bedstemor. Nu siger hun med en ru og mørk stemme, ’Kan du ikke fortælle noget om, hvor du kommer fra?’ Det er et godt spørgsmål.

Der bliver helt stille, drengen med den onde latter og den nu brækkede pind er forsvundet. I stedet har en nuttet ged besluttet sig for at stille sig midt i kredsen. Men jeg tænker på, hvad det egentligt vil sige at være ydmyg over for opgaven som storyteller i CARE.

Jeg beslutter at fortælle om hverdagen i Danmark, om de mange børn, hvis forældre bliver skilt, om at begge forældre har udearbejde for at betale huset, bilen, udlandsrejsen, fladskærmen; om at blive afleveret i børnehave klokken otte og hentet igen klokken 16.30; om ulvetime,  stress, kø, skattetryk, uopnåelig sexpræstation i alt for få frie stunder; om de ældre på plejehjem, om hjemløse, flygtninge, om den skjulte alkoholiker og kokainmisbruger; om individualisme og alt det andet, der præger os på en eller anden måde hver dag.

Jeg bliver faktisk ret veltalende på en måde, som når man letter sit hjerte. Det er ikke skidt alt sammen. Jeg gør en del ud af at fortælle, at de fleste af os i Danmark mere skal tænke på at vælge fra end at finde overskud til at vælge til.

Jeg fortæller, at jeg i de sidste otte dage i Nepal har indset, at jeg kunne lære lige så meget af dem, som vi kunne lære dem.  Jeg vil personligt gerne (gen)lære nødvendigheden af at være en samlet flok, en familie, der ikke blot kan, men skal leve i nærhed. Jeg vil gerne lære af deres nøgternhed og styrke til at være mennesker i modgang. Jeg ville gerne lære af deres evne til at lytte og tage imod.

Jeg vil gerne lære dem om alle de fejl, vi har gjort, fordi vi på et eller andet tidspunkt holdt op med at tænke på, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde. Fordi det bare hele tiden skulle bliver mere nemt, mere glinsende, mere smart, mere moderne. Jeg vil gerne finde ord til at fortælle, hvorfor et materialistisk samfund på et eller andet tidspunkt udløser en virus, der forhærder til et tidselgemyt. Jeg lægger i det hele taget ikke bånd på mig selv.

Stenen under min bagdel gør ikke ondt mere. Den har tjent sin formål. Alt det andet, der også er givet, at kvinder i Nepal skal tjene fremtiden med meget større styrke, at vi sammen skal håndtere klimaforandringerne, eller sikre en demokratisk verden, står til troende med uformindsket styrke og betydning.

Den ældre kvinde med barnet, der nu hiver i gedens hale, siger efter en stund, ’Jamen, så har vi jo en hel del godt her i vores liv.’ Det kunne jeg ikke være uenig med hende i. Og det går op for mig, da hun ganske forbavsende giver mig et knus, at jeg er ganske heldig ved at være gået over vejen og ind i netop denne landsby øst for Janakpur i det sydlige Nepal.

Artiklen er alene udtryk for skribentens holdning.