’Jeg var bange for at tale, men nu bliver jeg hørt’ - CARE

’Jeg var bange for at tale, men nu bliver jeg hørt’

Lagt på 15. juli 2015 af Sutikamon Youi Højrup

niger lady

Før kunne den 45-årige Ramatou Yayé ikke læse og skrive ordentligt. Nu er hun sekretær i en låne-spare-gruppe.

Fakta om Niger

Niger har en befolkning på ca. 17 millioner.

Niger ligger i Sahel-regionen i Vestafrika. Der er meget varmt og tørt i Niger, og manglen på naturressourcer har ført til flere sultekatastrofer i landet.

FN rangerede Niger til at være det mindst udviklede land i verden i 2014.

Fakta om Spare-lånegrupper

Spare-lånegrupper er et af CAREs vigtigste redskaber til at bekæmpe fattigdom og styrke kvinders rettigheder.

De første grupper blev etableret i Niger i begyndelsen af 90’erne. Siden da har CARE været med til at etablere mere end 150.000 grupper med til sammen 3,8 millioner medlemmer i 26 afrikanske lande.

I Niger er 13.500 grupper blevet etableret med i alt 350.000 kvindelige medlemmer. I grupperne får de mulighed for at spare på en sikker måde, tage lån til investeringer eller til akutte behov.

Mange grupper organiserer kornbanker, vandingssystemer og grøntsagshaver for, at landsbyerne skal være bedre rystet til at takle tørkeperioder.

I Niger sidder 24 kvinder i en cirkel rundt om en metalkasse på sandet i en hytte. I fællesskab har kvinderne fra den afsidesliggende landsby Hamdallaye fundet vejen ud af fattigdom. De er nemlig en del af en låne-spare-gruppe.

I cirklen sidder 45-årige Ramatou Yayé og retter på sit hvide blonde tørklæde. Ramatou Yayé er sekretær for spare-låne-gruppen, som de selv kalder ’Tålmodighed’. Det har man brug for som kvinde i Niger.

Når gruppen mødes hver torsdag klokken 14, har de omkring 500 CFA-franc med hver. Det svarer til, at de hver især kommer med fem kroner. Ramatou Yayé tager sin notesbog frem og noterer omhyggeligt de beløb gruppens kvinder kommer med.

’Jeg lærte at læse og skrive i skolen, men jeg var ikke god til det og jeg følte mig ikke tryg ved det. Da jeg blev medlem af spare-låne-gruppen, fik jeg ekstra undervisning og nu er jeg gruppens sekretær.’

Alle i gruppen kan tage et lån fra kassen. Lånet bruger de til at investere i eksempelvis geder eller jordlodder. Afdrag og renter betales tilbage, og overskuddet fordeles mellem kvinderne.

Investeringerne har gjort det muligt for kvinderne at spare op til nødvendige udgifter såsom skolegang til deres børn. Kvinderne i gruppen har indtil nu holdt sammen i 15 år.

På en sidsteplads

Ifølge FNs udviklingsindeks fra 2014 ligger Niger på sidstepladsen ud af 187 lande som verdens fattigste land. Er du en kvinde født i Niger, er dit afsæt for livet ekstremt dårligt. Kvinderne bliver systematisk diskrimineret i samfundet.

75 procent af dem, som lever under fattigdomsgrænsen i Niger, er kvinder, og bare ni procent af dem kan læse og skrive. Når de fleste danske piger begynder at eksperimentere med sminke og oprette profiler på sociale medier, afslutter mange nigerske piger deres skolegang.

’Jeg gik i skole indtil 6. klasse, men jeg bestod ikke min eksamen, så jeg måtte stoppe i skolen’ fortæller sparre-låne-gruppens sekretær Ramatou Yayé.

Alt for få piger i Niger fuldfører deres skolegang og mange fortæller historier som Ramatou Yayé. Men når man ikke kan gå i skole, hvad gør man så i et land som Niger? Ramatou Yayé giftede sig. Hun var 14 år gammel. Uden en uddannelse og med få muligheder for at få et job, blev hun totalt økonomisk afhængig af min mand.

Sporadiske bidrag

Ramatou Yayé fik ingen børn med sin første mand. Hun blev skilt otte år senere og giftede sig på ny. Nu lever hun som mange andre kvinder i Niger i et polygamt ægteskabt. Det hjalp ikke ligefrem på hendes økonomiske situation.

Hun var hjemmegående husmor og måtte finde sig i hendes mands sporadiske bidrag til husholdningen.

’Hvis jeg ikke fik penge af ham til udgifterne, kunne jeg ikke gøre andet end at være tålmodig. Nogle gange hjalp han til, andre gange fik jeg langt fra penge nok til det mest nødvendige’ fortæller hun.

En dag blev hun spurgt om hun ville være med i en spare-låne-gruppe. Ud over at lære om økonomi, investeringer og budgetter, er hun også blevet bedre til at læse og skrive.

’Jeg lærte at læse og skrive i skolen, men jeg var ikke god til det og jeg følte mig ikke tryg ved det. Da jeg blev medlem af spare-låne-gruppen, fik jeg ekstra undervisning og nu er jeg gruppens sekretær.’

Men endnu vigtigere for den 45-årige, var følelsen af at kunne tage vare på sig selv økonomisk og ikke være afhængig af hendes mand.

Efter Ramatou Yayé startede i spare- lånegruppen, begyndte hun at tjene lidt på at sælge couscous – en afrikansk basisfødevare, der minder om ris. Nu har hun investeret i geder og driver nu et opdræt af geder.

Ramatou Yayé viser sine geder og deres kid frem i baggården, men hun fortæller, at hun nu kan dække sine egne og familiens behov. Hendes mand spørger endda om et lån en gang i mellem. Og hun styrer sine penge med en fast hånd.

’Hvis han ikke betaler tilbage så får han jo ikke lov til at låne penge en anden gang.’

Mindre fattigdom, mere selvtillid

Der er næsten 40 grader varmt udenfor, og solen er på sit højeste. Men i hytten, hvor gruppen mødes, er der køligt. Sandgulvet er dækket af stråmåtter, og i det ene hjørne står et skrivebord og en slidt gul kontorstol, hvis fire hjul ikke nytter meget i sandet.

Alle er helt stille. De venter på instruktioner fra lederne, som gruppen selv har udvalgt.

I løbet af de seks år Ramatou Yayé har været sekretær, har hun fået mere selvtillid.

’Der var mange her som ikke kendte mig før, men nu er jeg en af dem der bliver inviteret med til møder med spare-låne-gruppens ledelse. Før var jeg bange for at tale, men nu bliver jeg hørt’ fortæller hun.

STØT CARE DANMARKS ARBEJDE

Læs mere om CARE Danmarks langsigtede arbejde i Niger

PRESSEKONTAKT

 

Ida Maria Just
Pressekonsulent
Mobil: 53 72 72 43

ijust@care.dk