Lokale får papir på deres jord i Vietnam - CARE Danmark

Lokale får papir på deres jord

Lagt på 27. maj 2014 af Liv Helstrup Østergaard

IMG_3381

Nguyen Thi Thuy kæmper for sin jord i Vietnam. Hun er formand for en tegruppe, hvor hvert medlem tjener 25 kroner om måneden. Det er første gang i Nguyen Thi Thuys liv, at hun har en regelmæssig indkomst.

Vietnam

Nguyen Thi Thuy har sammen med 76 naboer taget kampen op mod private virksomheder, der uretmæssigt overtager deres jord i Vietnam. CARE Danmark og CAREs lokale samarbejdspartner har hjulpet de lokale med at få papir på, at de ejer jorden.

Nguyen Thi Thuy er født i 1957 og tilhører den etniske minoritet tay. Hun er en af 77 beboere i den afsidesliggende landsby Na Xoong, som man kommer til via en hullet grusvej, der snor sig igennem et skovfyldt bjerglandskab. Nguyen Thi Thuys mand døde i maj 2013, og nu bor hun sammen med sin 25-årige søn i et simpelt hjem, hvor varmen trykker, og fluerne summer.

Na Xoong ligger i kommunen Dong Thang, hvor 80 procent af jorden er dækket af skov. Skoven er afgørende for beboerne i landsbyen, og for Nguyen Thi Thuy har den altid været en del af hverdagen. Skoven har mange funktioner, fortæller hun:

’Der er en masse brugbare ting at hente – for eksempel brænde, bambusskud til at spise og forskellige helbredende urter. Skoven betyder rigtig meget for mit liv.’

Netop fordi skoven er så vigtig for indbyggerne i Na Xoong, har det været et problem for landsbyens beboere, at de ikke formelt ejer jorden. Men det er CARE Danmark sammen med den lokale samarbejdspartner CIRUM ved at ændre på.

Papir på fremtiden

Etniske minoriteter som Nguyen Thi Thuy har altid benyttet skoven, men de har aldrig haft papir på deres jord. Det har nogle steder gjort det muligt for de vietnamesiske myndigheder og private virksomheder at indgå studehandler. Det har betydet, at de private virksomheder fra den ene dag til den anden har overtaget store stykker land, som lokale befolkningsgrupper ellers har levet af.

I Na Xoong fortæller Nguyen Thi Thuy stolt om sit nye certifikat – den såkaldte røde bog – der giver hende ejerskab over den jord, hun lever på.

’CIRUM hjalp mig med papirerne, og så fik jeg den røde bog fra distriktet. Den gælder i 50 år, så jeg har sikret min fremtid.

Nu kan hun investere i sit landområde på en måde, som hun aldrig har turdet før. Hun ved, at retten er på hendes side, og at der ikke længere kan komme nogen og snuppe hendes jord. Alle husstande i Na Xoong har nu et stykke land, og med tiden vil de alle kunne glæde sig over at eje et certifikat, der på lang sigt kan betyde en forhøjelse af levestandarden.

Ud over at få papir på sin jord har Nguyen Thi Thuy og hendes naboer også lært at passe bedre på skoven:

’Vi har fået træning i at tage os af skoven og beskytte den. Vi har lært, hvordan vi kan pille skud af, for at planterne gror bedre. Og vi har lært, hvordan vi kan rydde et område, så træerne kan gro frit og blive store.’

Udsolgt te hver måned

Nguyen Thi Thuy er formand for en te-gruppe. Gruppen blev dannet i august 2013 og består af ti kvinder fra forskellige landsbyer. Én dag om måneden samles medlemmerne for at samle teblade. Efter nogle indledende forsøg blev man enige om to sorter teblade. Efter indsamling tørres bladene i fem dage, hvorefter de pakkes. Gruppen sælger 150 poser te om måneden. De tal er ikke tilfældigt, men en vurdering af, hvad der er bæredygtigt for skoven.

Der er udsolgt hver måned, og gruppen har fået god respons fra kunderne:

’Vores te er god for leveren, og folk har sagt, at den gør dem mere friske,’ fortæller Nguyen Thi Thuy.

Den ene halvdel af teen sælges i distriktet, mens den anden via CIRUM sælges i Hanoi til en højere pris. Hver kvinde i gruppen tjener 100.000 dong om måneden, hvilket svarer til 25 kroner.

Nguyen Thi Thuy ejer 20 høns, fem gæs, seks ænder og en vandbøffel, der bruges til arbejdet i rismarken. Men det er helt nyt for hende at have en decideret indkomst:

’Jeg havde nok mad før projektet, men jeg er glad for, at jeg nu også har fået en indkomst.’