Hvad mener partierne om klima?
footer-image.png

Download en grafik, der viser alle partiernes holdninger til spørgsmålet her.

   Helt enige   

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Kristendemokraterne, Moderaterne*, Frie Grønne, Enhedslisten og Alternativet 

   Enige

Det Konservative Folkeparti og Venstre

   Uenige

Nye Borgerlige* og Dansk Folkeparti

   Ved ikke

Liberal Alliance* og Danmarksdemokraterne*

   A. Socialdemokratiet

Luftfart er den mest klimaskadelige transportform. Men globalt vil antallet af flyrejser stige – og ikke falde. Derfor er det rigtige at omstille flytrafikken – så vi gør det grønt at flyve. Vi vil sikre, at danskerne senest i 2025 skal have mulighed for at flyve grønt på en indenrigsrute. Og senest i 2030 skal vi kunne flyve helt grønt, når vi flyver indenrigs i Danmark. Derfor vil vi indføre en flyafgift på 13. kr. fra 2025.

   B. Radikale Venstre

Når vi rejser udvikler vi os, får åbnet vores horisont og skabt nye relationer. Det er positivt. Og det skal vi blive ved med. Måske ikke helt så meget som før - men når vi gør, skal vi kunne sætte os i en flyver med god og grøn samvittighed. Men Danmark er det eneste land blandt vores naboer, som ikke har en flyafgift. Vi vil omstille flybranchen, ikke afvikle den. Derfor skal et klimabidrag på flybilletten øremærkes den grønne omstilling og udviklingen af grøn brændstof.

   C. Det Konservative Folkeparti

Vi mener, at man bør indføre en europæisk afgift på brændstof til fly fremfor på selve flyturen. På den måde kan man præge flyselskaberne mod at skifte de CO2-skadelige brændstoffer ud med mere bæredygtige løsninger.

   D. Nye Borgerlige

Nye Borgerlige er imod afgifter på flyrejser, da det bliver danskerne med de lave indtægter – ikke de høje – der fremover vil opgive de længere rejser. Partiet ønsker i stedet at støtte flyindustrien ved at sikre, at både flyproducenter, flyselskaber og lufthavne kan accelerere deres bestræbelser på, at vi kan flyve CO2-neutralt. Og det gør vi ikke ved ikke at flyve. Det gør vi ved at flyve, alt imens vi stiller krav til de selskaber, vi flyver med.*

   F. SF - Socialistisk Folkeparti

SF mener, at Danmark bør indføre en passagerafgift på flyrejser, sådan som de fleste af vores nabolande har gjort. Derudover bakker SF op om støtten til udvikling af grønt flybrændstof produceret via vindmøllestrøm (også kaldet PtX). 

   I. Liberal Alliance

Liberal Alliance har som overordnet politik at lette skatter og afgifter. Det betyder ikke, at der ikke skal laves incitamenter til at animere forbrugerne til at træffe det grønne valg, for det skal der. Men man bør sænke afgifter på blandt andet grønne biler samt vedvarende energi og varme, som støtter det elektrificerede samfund. Liberal Alliance går derfor ikke ind for klimaafgifter på klimabelastende forbrug, idet det risikerer at flytte flytrafikken til eksempelvis Hamborg i stedet.*

   K. Kristendemokraterne

Flytrafikken udgør en stor miljøbelastning. Derfor skal der forskes i ny, bæredygtig flytrafik. Når der så produceres mere energi, end vi har brug for i Danmark, skal overskudsstrømmen bruges til udvikling af nye energiformer som fx Power to X. Vindstrømmen fra danske møller skal bruges i forskningen af bæredygtige brændstoffer og til produktionen af dem. Det er et mål for Kristendemokraterne, at Danmark bliver førende på produktionen af brændstoffer til brug i fx fly og skibe.

   M. Moderaterne

Den internationale luftfart står i dag for 2-3 pct. af de globale udledninger. På trods af at vi i Danmark både ønsker og opfatter os som foregangsland på klimaområdet, er vi sammen med Cypern, Irland og Malta blandt de sidste lande i Europa, der ikke har indført en afgift på flyrejser. Moderaterne foreslår, at der indføres en gennemsnitlig passagerafgift på 80 kr. pr. afrejsende passager fra en dansk lufthavn (ekskl. transfer- og transitpassagerer).*

   O. Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti ønsker at stille krav til fly- og skibsfartindustrien om inden for en tiårig periode at udvikle alternative brændselsformer, som år for år kan reducere transportsektorens udspil af klimagasser. Vejen frem er udvikling af nye brændselsformer – ikke at begrænse flyrejser eller lignende. Derfor afviser Dansk Folkeparti idéen om nye flyafgifter.

   Q. Frie Grønne

Vi kan ikke vente på, at der bliver opfundet grønne fly. Den nuværende strategi om grøn flyvning lægger beslag på store mængder energi og risikerer at forsinke den grønne omstilling i samfundet som helhed. Vi skal derfor reducere vores flyvning markant. Stop for indenrigsflyvning og udenrigsflyvninger til destinationer, man kan nå til lands på 12 timer. Vi skal udbygge den kollektive, landbaserede transport og elektrificere den, så det bliver alternativet til flyruter på de distancer, hvor det er muligt.

   V. Venstre

For at vi i fremtiden fortsat kan have et globalt samfund, hvor varer og mennesker frit og nemt kan krydse landegrænser, er det afgørende, at der investeres massivt i den grønne omstilling af flytrafikken. Derfor var Venstre også med i aftalen om at udvikle og fremme brint og grønne brændstoffer, der bl.a. skal sikre udbredelsen af produktion og anvendelse af Power-to-X-teknologien, som er helt afgørende for den grønne omstilling af flytrafikken.

   Æ. Danmarksdemokraterne

Partiet har ingen konkret politik på området.*

   Ø. Enhedslisten

Enhedslisten vil have indført en flyafgift, der skal skabe incitament til, at vi flyver mindre og være med til at sikre penge til grøn omstilling og billigere kollektiv transport. Flyafgiften skal indrettes sådan, at dem, der flyver mest og længst, skal betale mere - fordi de forurener mere. Vi vil samtidigt hæve den grønne check for at sikre social retfærdighed i forslaget. Vi er desuden meget optagede af, at reducere mængden flyvninger med privatfly, som har en meget stor udledning pr. passager.

   Å. Alternativet

Flytrafikken bør som minimum betale for sin forurening. I øjeblikket er der ingen afgift på flybrændstof på grund af en international aftale som forhindrer afgift på flybrændstof. Danmark bør gå forrest og samle EU om en reform af aftalen fra 1944, så flybranchen som det mindste kommer til at betale for at forurene.

*Partiet har ikke selv svaret på spørgsmålet. Besvarelserne er derfor så vidt muligt indhentet af CARE via offentligt tilgængelige kilder, der fremgår som links i teksten.