Prins Joachim mærker historiens vingesus - CARE

Prins Joachim mærker historiens vingesus

Lagt på 14. februar 2013 af Sutikamon Youi Højrup

19. oktober 2010
Prins Joachim besøgte tirsdag den 19. oktober Christiansborg Fort og den genopførte danske plantage Frederiksgave på sin rejse i Ghana med CARE. Det var ifølge prinsen selv som at føle historiens vingesus.

Det var et sjældent besøg Frederiksgave og Christiansborg Fort fik mandag, da prins Joachim besøgte de to gamle danske besiddelser i Ghana med CARE. Først gik turen til Christiansborg. Og det var en helt særlig oplevelse for prinsen.

’Christiansborg er et spændende sted og måske en af grundstenene til Ghanas historie. Den er det synlige og fysiske bevis på vores tilstedeværelse gennem næsten 200 år, og samtidig er det også en del af Ghanas moderne historie. Her får man virkelig historiens vingesus at mærke, ’ sagde prins Joachim.

Danmark brugte i lang tid Christiansborg som hovedkvarter for de danske handelsaktiviteter langs Guinea-kysten. Christiansborg er efterfølgende blevet brugt som regeringssæde for Ghanas skiftende regeringer og som præsidentbolig.

Tætte bånd mellem Ghana og Danmark
Også på den gamle, danske plantage Frederiksgave oplevede prins Joachim resultatet af de tætte relationer, som blev knyttet mellem Ghana og Danmark for mere end 350 år siden:

’Det er en stor fornøjelse at være vidne til de tætte bånd, der stadig eksisterer mellem Ghana og Danmark, her i form af genopførelsen af Frederiksgave,’ sagde Prins Joachim. Han takkede desuden den lokale landsby Sesame for den varme velkomst, de bød prinsen og resten af rejsedeltagerne.

Frederiksgave var danskernes forsøg på at starte en mere human indtægtskilde efter handel med slaver blev forbudt. Plantagen havde ikke stor succes og forfaldt. Den er nu blevet genopført som en del af et fælles projekt mellem Danmark og Ghana.

Her kan du se en video med prinsen, der fortæller om, hvordan det er at besøge Christiansborg Fort. Først går turen dog til Frederiksgave: