Gensyn med Evelina - CARE

Gensyn med Evelina

Lagt på 12. februar 2013 af Sutikamon Youi Højrup

RS5920_Magas Fotos 313-scr

Det er stor gensynsglæde, da Marianne Kemp genforenes med hivsmittede Evelina, som er omdrejningspunktet i filmen ‘På kanten af det mulige – at overleve hiv i Mozambique’

Sidste år lavede filmmager og storyteller for CARE, Marianne Kemp, en film fra en landsby i Mozambique om 30-årige Evelina, en hiv-smittet enke med fire børn, og Maria Alice, en karismatisk kvinde, der har hjulpet Evelina i kampen mod sygdommen. I december vendte Marianne Kemp tilbage for at møde de to kvinder.

Dagen før var jeg landet i Vilankulo og nu på vej for at gense Evelina. De lokale CARE folk synes at mit besøg skulle være den absolutte overraskelse og havde ikke varslet min ankomst. Men i et land hvor grænserne mellem sygdom, liv og død er spinkle, kunne jeg frygte det værste. Magalhaes havde dog fået et tip om, at Evelina skulle til kontrol på hospitalet i Vilankulo, så vi startede vores eftersøgning der. 8 måneder tidligere havde jeg besøgt Mozambique for at optage en film om CARE’s HIV/AIDS projekter i området omkring Vilankulo. Det førte mig til landsbyen Pambara. Jeg søgte efter en person, som med sin historie kunne blive filmens omdrejningspunkt. Det var kort før jul, og nu sad jeg sammen med Gerson, den lokale CARE medarbejder, og talte med Maria Alice om min opgave.
Maria Alice er en karismatisk og stærk kvinde, gift med den lokale præst. Assisteret af CARE hjælper hun de fattige og AIDS-syge i sin landsby. Maria Alice havde fin forståelse for mit ærinde og kaldte på Evelina, som tavst så ned i jorden, mens jeg lyttede til hendes historie. Evelina er 30 år og HIV smittet. Hendes mand døde af AIDS for 4 år siden, og nu sidder hun tilbage med 4 børn og en gammel mor, som hun er alene om at forsørge.

Med to ord og et kamera
Det var svært at gennemskue om Evelina og jeg kunne nå hinanden. Jeg kan ikke hendes sprog, og mit kamera kunne være distraherende og totalt fremmedgørende. Maria Alice kaldte en anden syg kvinde til sig, men jeg indså hurtigt, at det ikke måtte blive en konkurrence i elendighed, og spurgte, om jeg måtte besøge Evelina og hendes familie. I løbet af de næste dage besøgte jeg Evelina flere gange, og via tolken Magalhaes vandt jeg hendes fortrolighed, og vi kunne le sammen når hun lærte mig at sige ”Hibonguele, itawanana” – ”Tak, vi ses i morgen”.
Evelina stillede beredvilligt op til interviews, og hun lod sig filme  mens hun arbejdede, hentede vand og lavede mad. Jeg fik lov til at følge med hende til hospitalet, da hun skulle have en ny forsyning medicin. Evelina deler skæbne med tusinder af HIV-smittede i Mozambique, men med sin stædige livsvilje er hun i stand til at hjælpe andre mod stigmatisering og overtro og opmuntrer dem til at fastholde den nødvendige behandling. Medicinen er gratis, men behandlingen kræver at den syge møder op på hospitalet en gang om måneden for at få en ny forsyning. Mange opgiver, fordi de mangler penge til transporten eller til den kost, der modvirker den stærke medicin. Også for Evelina er det en daglig kamp at få noget ordentligt at spise, men hun ved, at medicinen gør det muligt for hende at se sine børn vokse op. Hun vil hellere tigge om mad end stoppe behandlingen.

Du vil aldrig glemme os
Tilbage i Danmark tilbragte jeg mange uger i klipperummet konfronteret med Evelina og hendes historie. Da filmen var færdig og afleveret til CARE, havde jeg svært ved at slippe hende og Maria Alice fra Pambara. Jeg tænkte på de ord, hvormed farmens folk tog afsked med Karen Blixen, da hun forlod Afrika: ‘Du vil aldrig glemme os!’
Jeg mærkede, at jeg måtte tilbage og vise min taknemmelighed over for de mennesker, jeg havde samarbejdet med. Mennesker, der med livsvilje, humor og værdighed var gået mig i blodet. Ikke at Evelina kunne bruge en DVD til ret meget andet end et symbol på, at hendes historie er fortalt og formidlet til andre.

Gensynet
Nu var jeg så tilbage for at lede efter Evelina. Var hun blevet mere syg, var den yngste på 4 år smittet med HIV? Jeg var usikker på hvordan mit besøg ville falde ud. Nu var vi på vej i CARE bilen mod Pambara, hvor det først lykkedes os at finde Maria Alice i hendes bod på markedet. Det blev til stor gensynsglæde, knus og holden i hånd. Sammen gik vi ud for at finde Evelina, og vi gik mod det sted, hvor sharpa’en plejer at holde. Og jo, der sad hun på en plastikstol med sin lille taske på skødet. Hun så mig og lo mig i møde. Evelina havde set mig stå på vejen, mens Magalhaes spurgte efter hende i sharpa’en. Men hun var blevet så forlegen – næsten forskrækket – at hun ikke sagde en lyd. Men her stod vi så. Jeg gav DVD’en til de to kvinder, og der blev leet og snakket med de mange nysgerrige omkring os.

Gensidig taknemmelighed
Sammen gik vi med hinanden i hånden til et lille hus, hvor CARE havde arrangeret, at vi kunne se filmen. I stuen hos en fornem mand, der har både TV, DVD-afspiller og generator, kunne forestillingen begynde. Stuen var fyldt med nysgerrige fra landsbyen, og de to hovedpersoner sad ved siden af hinanden og klukkede hver gang, de så sig selv på skærmen. Det var vigtigt for mig, at de to kvinder følte at filmen var fair mod dem og deres historie. De blev forlegne, nikkede og sagde tak. Så tog Maria Alice’s præstemand ordet og holdt en tale for mig og priste, at jeg var kommet tilbage og viste dem denne ærbødighed. De var taknemmelige – det samme var jeg. I dagene efter tog jeg flere gange ud og besøgte de to kvinder. Der var ikke mange ord mellem os, men vi kom et godt stykke med smil og tegnsprog. Evelina var i god form trods sin skrøbelige situation. Hendes to ældste piger var kommet i skole. Maria Alice havde fået en ny og større bod på markedet og er fortsat landsbyens ”big Mama”. For mig blev det et rørende og vigtigt gensyn med de to kvinder.

PRESSEKONTAKT

 

Ida Maria Just
Pressekonsulent
Mobil: 53 72 72 43

ijust@care.dk