En sikkerhed mod fattigdom og katastrofer - CARE

En sikkerhed mod fattigdom og katastrofer

Lagt på 12. februar 2013 af Sutikamon Youi Højrup

RS6802_DSC01074-scr

Søren Engberg Jensen er ude som CARE Danmarks storyteller for at holde oplæg om sine rejser.

Udviklingsarbejde er ikke et mirakelmiddel, men det kan give sikkerhed til verdens fattige, forklarer Søren Engberg Jensen. Han er for nyligt vendt hjem fra sit andet praktikophold med CARE Danmark.

’Man kan se håbet hos folk, når man kommer ud i bilen med CAREs logo. Det håb er vigtigt. Det giver gejst at føle, at man bliver hørt – at man ikke er en parentes.’

Søren Engberg Jensen fortæller om sine to praktikophold hos CARE Danmark. Allerede i foråret 2009 var han af sted første gang, til Tanzania, og vendte i december hjem fra endnu fire måneder i felten, denne gang i Vietnam.

Det var to meget forskellige ophold, Søren Engberg Jensen skrev under på og pakkede kufferten til. I Tanzania arbejdede han med et projekt, der skulle forhindre ulovlig skovhugst og samtidig introducere nye indtjeningsmuligheder til lokalbefolkningen i et område, der ligger langt fra Tanzanias safariturisme. Og ikke mindst fra ræset i millionbyen Hanoi, hvor han var udstationeret under sin anden praktik.

Søren Engberg Jensen er ved at skrive speciale i Internationale Udviklingsstudier på RUC og har efterhånden haft fingrene godt nede i de forskellige dele af udviklingsarbejdet:

’I Tanzania arbejdede jeg i felten, med projekterne, mens jeg i Vietnam fik erfaring med det arbejde, der ligger bag, når et projekt bliver afviklet, ’ forklarer han.

Sikkerhed til verdens fattigste
I mange af verdens fattigste lande er man for alvor begyndt at mærke, hvordan vejret har ændret vaner. Tørkeperioder varer længere, oversvømmelser tager til og tyfoner rammer med stadigt voldsommere kraft. Det er barske vilkår i lande, hvor landbruget er selve livsgrundlaget, og der er hårdt brug for dyrkningsmetoder, der er tilpasset klimaets nye luner.

Derfor var klimatilpasning det helt store fokus under Søren Engberg Jensens ophold i Hanoi. Blandt andet blev det til besøg ved Vietnam kyst, hvor mangrover er blevet plantet for at skærme for flodbølgerne, der følger med, når en tyfon rammer. På kontoret i Hanoi var det oplysning og rådgivning om bæredygtigt brug af ressourcer, der udfyldte arbejdsdagen.

Søren Engberg Jensen stiller sig ikke ukritisk over for udviklingsarbejde. Det kan ikke udføre mirakler, men det gør alligevel en forskel, mener han:

’Arbejdet giver en sikkerhed, som verdens fattige har brug for. I de fattige lande mangler de ofte redskaberne til at løfte sig ud af fattigdom, og CARE kan hjælpe med at give viden og sætte gang i de ressourcer, befolkningen selv har. Det er hjælp til selvhjælp.’

Som en del af CARE Danmarks fortællerkorps tager han ud og giver gratis foredrag om dette arbejde.

Fra Tanzania er det fortællinger om, hvordan spare-låne-grupper kan være med til at sikre fredede naturreservater og samtidig bekæmpe fattigdom blandt en marginaliseret gruppe af mennesker. Fra Vietnam beretninger om, hvordan man med relativt simple metoder kan tilpasse sig klimaændringerne, så ødelæggelserne fra de stadigt voldsommere naturkatastrofer mindskes.

Og endelig er det foredrag om de personlige tanker og erfaringer, der er fulgt med de to ophold i en anden ende af verden.

PRESSEKONTAKT

 

Ida Maria Just
Pressekonsulent
Mobil: 53 72 72 43

ijust@care.dk