

Innovation i landbrug i Kenya
I Kenya ødelægger insekter småbøndernes landbrug og dermed deres chancer for at tjene penge. Det har de indtil nu løst ved at bruge giftige pesticider i landbruget. Stella Cherono er en af de bønder, som vil prøve en alternativ løsning. "Da jeg var syg forleden, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om det er de kemiske pesticider, som jeg sprøjter på mine planter, som har gjort mig syg," fortæller Stella Cherono på 43 år. Stella Cherono er bonde i Kaptagat i Kenya og lever af sine marker.
Bange for at blive syg af pesticider
Småbønderne i Kenya kan ikke se anden udvej end at købe kemiske pesticider, som både er dyre og kan være sundhedsskadelige. Men brugen af de giftige pesticider bekymrer både Stella Cherono og de andre småbønder i området: "Vi aner ikke, hvor meget skade de kemiske pesticider gør på vores kroppe. I øjeblikket snakker alle om kræft, fordi flere og flere får kræft. Så når jeg sprøjter mine planter, er jeg hele tiden bange. Men jeg bliver nødt til at bruge det, for ellers dør mine planter," forklarer Stella Cherono, som er mor til seks børn.
Alternativ til kemiske pesticider i Kenya
CARE Danmark har arbejdet med småbønder i mange år og kender til de udfordringer, som småbønderne oplever. Derfor har vi et samarbejde med den danske virksomhed Chr. Hansen, som har udviklet et naturligt alternativ.
"Det handler i høj grad om at demonstrere produktets virkning på afgrøderne sammen med bønderne, så de kan se fordelene ved at bruge biologisk plantebeskyttelse frem for kemiske pesticider. Det her er mere skalérbart end de økologiske dyrkningsmetoder, vi også arbejder med, så det kan have rigtig stor effekt," siger Morten Fauerby Thomsen.

Forventningsglæde hos småbønderne
For Stella Cherono er landbrug hendes bedste mulighed for at tjene penge, så hun kan sende sine børn i skole. Men det er ikke den eneste årsag til, at hun dyrker landbrug: "Jeg elsker at dyrke landbrug, fordi hver dag i marken er anderledes. Jeg ser noget nyt spire og vokse, og det giver mig lyst til at fortsætte. Jeg lærer noget hver eneste dag. Så hvis I har en idé til, hvordan vi kan beskytte vores planter med andet end de kemiske produkter, så er jeg klar," siger hun.
Landbrug i Kenya
En af de største plager i Kenya er bittesmå orme, som lever i jorden. De er så små, at man ikke kan se dem med det blotte øje, men de kan gøre stor skade på afgrøder, når de æder sig ind i planternes rødder og formerer sig i dem. Rødderne mister evnen til at optage vand og næringsstoffer, og planterne holder op med at vokse.