|
31 ghanesere mistede for nyligt livet under oversvømmelserne i Ghana og over 12.000 er nu hjemløse. Selvom situationen er uholdbar, så er den langt fra ualmindelig i det vestafrikanske land, der i den grad kæmper med konsekvenserne af klimaforandringerne.
Den værste oversvømmelse Sydghana har oplevet i 15 år. Sådan beskriver landets trafikminister, Joe Gidisu resultatet af det voldsomme regnvejr, som dele af hovedstadsområdet omkring Accra oplevede i slutningen af juni måned. Tilbage i 2007 var befolkningen i det nordlige Ghana ude for endnu værre oversvømmelser, der ødelagde marker og hjem for 275.000 mennesker.
Død og ødelæggelse Klimaforandringerne rammer praktisk talt Ghana i bølger. Og det sker stadig oftere, at store områder skylles væk af voldsomme regnbyger. Som regel er det Nordghana, der rammes værst. Men der findes ingen regler. I juni faldt regnen nemlig i syd. Og uanset hvor i Ghana, så efterlader oversvømmelserne altid dødsofre, hjemløse i tusindvis, ødelagte veje og broer og beskadigede strøm- og vandforsyninger.

I 2007 blev det nordlige Ghana ramt af voldsomme oversvømmelser, der ødelagde alt for 275.000 mennesker. Foto: CARE
Vejret stiller nye krav Ligesom ghaneserne må forvente flere oversvømmelser, så lider andre hårdtprøvede lande mindst lige så meget under følgerne af orkaner og tørke, som gør det næsten umuligt at overleve for mennesker, der i forvejen har uendeligt lidt. CARE har derfor ifølge programkoordinator for Ghana, Rolf Hernø, en stor og presserende opgave med at hjælpe befolkningerne med at tilpasse sig:
'Vi intensiverer nu indsatsen med et stort, femårigt projekt, som vi kalder for Adaption Learning Programme for Africa (ALP). Her vil CARE hjælpe 59.000 mennesker i 40 landsbyer i Ghana, Mozambique, Niger og Kenya. Det handler først og fremmest om at finde løsninger på, hvordan folk bliver bedre forberedt og i stand til at klare de oversvømmelser, orkaner og tørker, som rammer oftere end før.'
Hjælp til selvhjælp Hjælpen er langsigtet. Den går eksempelvis ud på at rådgive om, hvor og hvordan ghaneserne kan bygge nye hjem, der er bedre sikret mod fremtidige oversvømmelser, så de fatale ulykker kan undgås og hjemmene kan bevares til trods for vandmasserne. CARE lytter også til, hvordan de lokale normalt klarer udfordringer fra vind og vejr og kombinerer det med viden om kommende klimaforandringer.
Læs mere om CAREs Adaptation Learning Programme for Africa (ALP) her
(kilder: OCHA og news24.com)
|