|
Solen skinnede fra en skyfri himmel og lokkede til is på stranden og øl i det grønne. Alligevel valgte halvanden hundrede kvinder lørdag den 5. juni at bruge et par timer under DGI-byens tag på at forbrænde kalorier og støtte CARE.
Af Marianne Dalsgaard
'Til siden! Til siden! Og freeem!' ZUMBA-instruktør Connie Yndal står på en trappe og skuer ud over 150 svedende kvinder, der dybt koncentrerede forsøger at efterligne hendes bevægelser. Det går godt, så længe det bare er benene, der skal flyttes, men så snart arme og hofter sættes i svingninger, kan det være svært at huske forskel på højre og venstre. Eksotiske sydlandske rytmer brager ud af højtalerne, og Connie Yndal ruller med hofterne og vrikker med underlivet, så generte smil titter frem blandt de ivrige elever.
Instruktørens eget initiativ Connie Yndal er selv initiativtager og arrangør af eventen, som hun i de sidste mange uger har brugt al sin fritid på at arrangere. Idéen opstod, efter hun havde læst om spare-låne-grupper i CARE Magasinet og fik en brændende lyst til at samle ind til projektet.
'Det bedste er, at jeg har fundet ud af, at det kun koster 40 kroner at få en kvinde med i en spare-låne-gruppe i Uganda. Det betyder, at min indsats kan være med til at hjælpe over 500 kvinder,' siger Connie Yndal.
Samtidig får hun og de andre frivillige ZUMBA-instruktører også selv en god oplevelse ud af det, fortæller hun.
'Vi hygger os virkelig, og det er fedt at undervise så mange på én gang,' siger Connie Yndal.
Et bæredygtigt projekt Pengene fra eventen skal bruges til at oprette flere spare-låne-grupper i det sydvestlige Uganda. CARE har stor succes med spare-låne-grupper, som giver selv de allerfattigste kvinder mulighed for at spare op, låne penge og investere. Metoden er både effektiv og bæredygtig, fordi CARE kun giver undervisning i regnskabsføring og forretningsidéer. Resten klarer kvinderne selv, og det er deres egne penge, de sparer op og låner til hinanden. I Niger har CARE for eksempel oprettet over 7.300 spare-låne-grupper siden 1991, og alle grupperne eksisterer den dag i dag. Over en million kvinder har ved hjælp af spare-låne-grupperne arbejdet sig vej fra et liv i fattigdom til at blive selvstændige kvinder, som kan forsørge deres familie og sende børnene i skole.
 Halvanden hundrede kvinder og et par enkelte modige mænd var mødt op til Connie Yndals ZUMBA-event lørdag den 5. juni. Foto: Marianne Dalsgaard/CARE
Ros fra Mukupa 'Så holder vi pause, så I kan få noget vand,' siger Connie Yndal, og kvinderne lunter forpustede hen til deres vandflasker. De tager et hvil på trappen, mens Trine Kromann fra CARE stiller sig op og fortæller lidt om spare-låne-grupper.
Bagefter er det CARE-ambassadør og sangerinde Karen Mukupas tur til at berette lidt om sin tur til Vietnam, hvor hun så et af CAREs mangrove-projekter.
'Jeg så med mine egne øjne, hvordan CARE hjælper vietnameserne, og hvad vores støttebidrag går til,' siger Karen Mukupa og tilføjer:
'CARE gør et fantastisk stort stykke arbejde og det samme gør Connie Yndal i dag. Connie du er min helt!' griner hun.
Bliver glad af at danse Det er første gang, at 30-årige Iben Rasmussen har prøvet at danse ZUMBA. Hun er taget til eventen sammen med sin mor og sin storesøster.
'Det er rigtig sjovt, det vil jeg gerne prøve igen. Jeg kan godt lide, at der ikke er så meget koreografi, man skal bare have lidt rytmisk sans, og så bliver man glad af at danse det,' siger hun.
'Jeg vidste ikke så meget om CARE i forvejen, men nu ved jeg da lidt mere,' siger Iben Rasmussen, inden hun skynder sig ud i solen efter eventen.
Hjælper over 600 fattige kvinder Samtidig med arrangementet i København blev der også danset ZUMBA i Odense. Denne event var udsprunget af Connie Yndals idé, men det var ZUMBA-instruktør Eva Davidsen med flere, der stod for undervisningen. I Odense blev der samlet 7000 kroner ind og i København 18.000 kroner. Det betyder, at CARE kan oprette spare-låne-grupper for cirka 625 kvinder i Uganda.
'Connie har en fantastisk energi og har virkelig brugt meget tid på den her indsamling. Det betyder utrolig meget for CARE med sådan et flot initiativ,' siger Trine Kromann, fundraiser i CARE Danmark.

Læs mere om spare-låne-grupper
|